MUSIKANMELDELSE
Det britiske indie-jazz-label, Edition Records, har et slogan: ”New Music, New Thinking”. Og det slogan matcher meget godt denne nye udgivelse. Selskabet har nemlig signet den amerikanske jazztrompetist, Marquis Hill, som i 2012 pladedebuterede i eget navn med pladen, New Gospel. Nu, ti år, 12 plader, masser af hæder og en ny kontrakt efter, udsender han sin 13. plade, den første på Edition Records, og den plade er vel at mærke en fascinerende ny live-fortolkning af materialet fra debutpladen – derfor titlen, New Gospel Revisited. Med sig på live-scenen i Chicago har MarquisHill haft tenorsaxofonisten Walter Smith III, vibrafonisten Joel Ross, pianisten James Francies, bassisten Harish Raghavan og trommeslageren Kendrick Scott. Og det, der står klart, når man lytter, er, at Marquis Hill vitterligt fremstår som det frygtløse talent, han er blevet udråbt som – både som komponist og instrumentalist – og herunder også, at han åbenlyst tør alliere sig med andre talentfulde og frygtløse musikere. Sammen har de seks meget dygtige musikere i hvert fald formået et revitalisere Marquis Hills oprindelige materiale – det materiale, der for ti år siden bragte hans navn op på den amerikanske jazzscenes øverste lystavle. Revitaliseringen af materialet vidner om teknisk overskud, afslappet generøsitet og indbyrdes inspiration. Et nummer som Autumn er et godt eksempel – et fint swingende nummer med et skønt strejf af neo-soul.
**** / Edition Records / 76 min.