MUSIKANMELDELSE
Den norske jazzkomponist og –saxofonist, Anders Lønne Grønseth, og hans orkester, Multiverse, har på mange måder sat nye standarder i hjemlandet med deres helt eget, særegent tonale sprog baseret på intuition, interaktion og åbenhed. Vel er antallet af eminente jazzmusikere i Norge pt. umådelig stort, men innovative Grønseth og Multiverse – som (også) dyrker en lyrisk form for instrumentaljazz – har alligevel formået at skabe musik, der synes at adskille sig fra den nordiske tone såvel som den norske nujazz. I den forstand står konstellationen, som jeg ser det, et nyt, øde sted, som for andre kan blive en attraktion at opsøge. Musikken læner sig det ene øjeblik op ad den nutidige kammermusik, det andet øjeblik op ad jazzens avantgarde. Jeg aner strejf af noget indisk og noget mellemøstligt. Og helt gennemgående hører jeg en nordisk distance, en kølig impuls – snarere end noget hjerteligt. Derfor bliver jeg også fascineret af musikken uden rigtig at blive berørt, for det er som om teknikken og udforskningen af de hvide felter på kortet dominerer. Og det skaber altså alt andet lige afstand.
*** / NXN Recordings / 48 min.