Bévort 3: Live 2020-2021

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Pernille Bévort er en etableret, rutineret og scenevant, dansk jazzsaxofonist, som her kan opleves live i optagelser fra den efterhånden legendariske Jazzklub Montmartre i København og fra Det Kgl. Teaters foyerscene i Skuespilhuset, ligeledes i København.

Med sig på scenen på de to venues har hun haft kontrabassisten Morten Ankarfeldt og trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold. Og sammen har de tre altså skabt et innovativt, fint og intimt univers på baggrund af overvejende originale kompositioner af kapelmesteren selv.

Smukkest, synes jeg, kommer den enkeltes og trioens kvaliteter til udtryk i numrene ”Trio Temptations”, ”Minor Clues” og ”Apricot Blossom”, som er kendetegnet ved, at 1) musikerne hver for sig og sammen balancerer så formfuldendt mellem det stringente og det frie, at de 2) holder sig til sporet og dog både tåler og animerer til svinkeærinder, og at de 3) lystigt beretter og beredvilligt lytter. De nævnte numre er små perler blandt fascinerende, instrumentale musikstykker, som alle på én gang er enkle og komplekse, let tilgængelige og udfordrende.

Generelt emmer musikken på albummet af rutineret tyngde, ægte engagement og en let og forfriskende nysgerrig tilgang til kunsten som sådan. Musikken er rundet af en særegen rå kraft og glæde. Og giver af samme grund mindelser om liveindspilninger af koryfæer som Sonny Rollins og John Coltrane. Ikke dermed sagt, at Bévort er fuldt på højde med dem, men hendes livekvalitet sætter associationernes svingninger i gang.

Livealbummet kan / skal ses som en pseudotvilling til Bévort 3’s studiealbum, On Fire, som udkom i begyndelsen af 2021. Dét album var som en naturlig forlængelse af især to andre, helt usædvanligt gode Bévort-album: BLIK fra 2020 og Gopler og andre urovækkende fænomener fra 2019. Som man kan se heraf, er Bévort her og nu ganske produktiv. Men vigtigst af alt: Hun har noget på hjerte. Der er en autenticitet og en åbenlyst afklaret ro over Bévorts materiale og dets forløsning i disse år. I sig selv en gave for os andre.

****  /  Gateway Music  /  49 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share