MUSIKANMELDELSE
Det danske jazzensemble, Nordal Twang, spiller et fascinerende og fængende miks af ekspressiv jazz og artrock. Og min personlige fascination af musikken udvides bare eftertrykkeligt, når Fredrik Lundin som her tager del i løjerne. For så stærkt og magnetisk er hans udtryk, at jeg tror, han vil kunne trække en hvilken som helst gruppe musikere med sig i sin retning. Når det gælder Nordal Twang skal jeg være den sidste til at underkende kapelmesteren og guitaristen, Jesper Nordal, som alt andet lige både er en eminent komponist, instrumentalist og ensembleleder. The Blue Hour er tredje album fra hans Twangs side, og alle disse tre album har været prisværdige. The Blue Hour er dog i min optik ensemblets hidtil bedste – det er et medrivende, teknisk vel konstrueret og gennemført album, der aftvinger respekt. Jesper Nordal, Fredrik Lundin, Jesper Uno Kofoed (trommer) og Esben Eyerman (bas) lægger således spor udi fremtiden, som lover godt alt imens de er til stede her og nu med sublime momenter / skæringer. Selv foretrækker jeg ballader som titelnummeret, Little Choice og April. De nævnte numre er alle små perler!
**** / Gateway Music / 45 min.