Little North: Familiar Places

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den danske jazztrio, Little North, er et godt bud på et fremtidens orkester. Little North er nemlig en forunderlig vårhare, der ikke har forstået, at det er svært at lave god, facetteret, enkel jazzmusik. Pianisten Benjamin Nørholm Jacobsen, bassisten Martin Brunbjerg Rasmussen og trommeslageren Lasse Jacobsen gør det bare med autenticitet og åbenlys sans for virkemidlerne – med en minimalistisk musik, der har en næsten fængslende, filmisk karakter, og som må være inspireret af svenske Esbjörn Svensson Trio og dennes pågående, melankolske og ofte næsten industrielle, repetitive riter.

Familiar Places er orkesterets fjerde album – endnu engang et prisværdigt album med en distinkt lyd og nogle drømmende lydflader. Tag et nummer som ”Tide”, og du vil forstå, hvad jeg mener. Eller et nummer som ”Running Down the Park” – begge beror på et meget enkelt tema, der med varierende ciseleringer udfoldes. Eller tag en vemodig ballade som ”It’s Beginning to Rain Again” – nummeret er intenst, intimt og indbydende. Jeg får således spontant lyst til at lade mig falde bagover – i sikker forvisning om, at jeg bliver grebet. Lydbilledet er stilsikkert. Raffineret. Det er derfor oplevelsen af den melankolske kammerjazz er så intens.

Som på det forrige album er der gæstende musikere med her: danske Kasper Tranberg på trompet og svenske Viktor Spasov på guitar, og de giver musikken ekspressiv kant. De er fint integreret i trioens soundscape – ikke vedhæftet eller påklistret eller tilsat, men integreret, og dermed foldes trioens vision mere ud – i retningen både af det kammermusikalske og det rockede. Det er som om musikken på én gang får større dybde, flere sider og stærkere kerne.

Flere af numrene har karakter af afrundede fortællinger. Dramaturgisk har de en begyndelse, en midte og en slutning – eventuelt nogle overraskelser undervejs. Det har for eksempel et par numre som ”Spotting Salamanders” og ”Tide”. Som lytter oplever jeg, at fortællingerne foldes ud og afrundes, som var hvert nummer en form for instrumental kortprosa. Det er nok det, der gør oplevelsen så intens og interessant.

****  /  April Records  /  45 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share