BOGANMELDELSE
Kirsti Isabella Lindgreen (f. 1957) er færing, men vokset op i Danmark som adoptivbarn. Og det er spændet mellem fødslen og familien i det nordatlantiske og den særegne, færøske natur på den ene side og på den anden side alt det danske, det der blev rammen om broderparten af hendes barn- og ungdom og voksne liv – det er det spænd, der danner rammen om de selvoplevede sansninger og følelser, som bringes til torvs i Blå kærlighed.
Blå kærlighed er skrevet som en strengt matematisk samling haiku-digte – det vil sige: Hvert vers består af tre linjer / 17 stavelser – 5, 7, 5. Hertil kommer, at digtene indgår i et af tre hovedafsnit – et første, som vedrører fødslen på Færøerne; et andet, som vedrører livet i Danmark; og et tredje som vedrører genoplevelsen af Færøerne.
Alt det kunne for så vidt være såre godt – men problemet er, at forfatteren, Kirsti Isabella Lindgreen, ikke mestrer sproget i et omfang eller på et niveau, der gør det så fandens oplagt at betjene sig af den vanskelige, japanske digtform / formel, som for at virke kræver et helt andet, sprogligt beredskab end hun er i besiddelse af.
Kirsti Isabella Lindgreen betjener sig af selvhøjtidelige, opstyltede, eksistentielle ”overskrifter” snarere end konkrete sansninger, og det gør i bedste fald læsningen af hendes digte til en flad, ligegyldig oplevelse, i værste fald til en decideret lidelse.
Lad mig give nogle eksempler: ”Intense dage / Fortiden fortoner sig / Livet viser sig” (s. 187) eller: ”Jeg eksisterer / og formes af en verden / fordi jeg er til” (s. 170) eller: ”Ser og betragter / det levede liv hver dag / Indtryk sætter sig” (s. 27).
Jeg mener: ”Indtryk sætter sig” / ”Livet viser sig” / ”Jeg er til”. Hvor banalt kan det blive? Og hvad betyder det egentlig? Det er jo pseudo-eksistentialisme, lommefilosofi – (selv)højtidelige, naive overskrifter snarere end egentlige, konkrete sansninger. Hvordan skal jeg kunne koble mig på sentenserne? Sanse forfatterens sansninger og sprog? Jeg kan ikke, og derfor forbliver læseoplevelsen ligegyldig / en lidelse.
** / Forlaget Mellemgaard / 196 sider