MUSIKANMELDELSE

Jeg er ikke et sekund i tvivl: Digteren Claus Høxbroe er inspireret af Dan Turèll – både af hans forfatterskab og af hans evner til at recitere. Når jeg hører Høxbroes og Fuzzys nye, improviserede (?!?) album, Carpe Diem (Grib dagen, red.) kommer jeg i hvert fald helt uvilkårligt til at tænke på de tre fremragende album, som Dan Turèll og Halfdan E. indspillede sammen – Pas på pengene udkom i 1993, Glad i åbningstiden i 1996 og Telefon til afdøde i 2019. Sidstnævnte mere end 25 år efter Dan Turèlls alt for tidlige død.

I digtet / nummeret, ”Provins Parcelhus Baghave Blues” (som er at finde på Telefon til afdøde) slutter Dan Turèll sin melankolske og dog forunderligt energiske recitation af med ordene: ”Hvad er det, jeg laver? Jeg som altid bare passerer forbi og altid ser baghaverne fra et togvindue. Hvad fanden er det, jeg laver…? Jeg snakker.”

Dan Turèlls digte / recitationer var på én gang stringente og forunderligt slentrende. Af samme grund virker de både gennemarbejdede og ægte, gennemlevede faktisk. Ikke bare som løs snak.

Claus Høxbroe er ikke helt på niveau med Dan Turèll, men mindre kan også gøre det. Høxbroe er snarere en, der snakker. Han kan som Turèll slentre, men han gør det mindre stringent. Tag nu de første seks minutter af det 18 minutter lange ”Carpe Diem I” – her foregiver Høxbroe, at han er ude for at finde vej og beroligende taler til sig selv (lige ud, ned for enden, til venstre, til højre, den der vej, den er god nok, jeg vidste godt, jeg kunne finde det, se nu her, yes, bum o.s.v.). Efter seks minutter finder han døren og over den står der: ”Høxbroe og Fuzzy – kom indenfor.” Men de seks minutter – Høxbroes selvberoligende snak eller recitation – fremstår ikke desto mindre som oprigtigt søgende, tøvende og tvivlende på egne orienteringsevner.

Herefter følger en instrumental overgang – Fuzzy ved klaveret – og så en tekst om konkret længsel og savn i storbyen, endnu en instrumental overgang ved Fuzzy, og så en tekst om Røde Kro, veje, baggårde, stier etc. i storbyen. I denne del af teksten får jeg associationer til Niels Skousen. Jeg hører om en elendig sjæl, som livet, solen og toget passerer forbi – en elendig sjæl som Skousen lige så godt kunne have beskrevet. ”Carpe Diem I” slutter med en tekst om den farfar, der begik selvmord.

”Carpe Diem II” starter med et besøg i en håndboldhal i Vestjylland, blandt fans – lige op til, under og efter en kamp. En tekst om alle de følelser og indtryk, der indgår. Om holdtrøjerne, harpiksen, de hot dogs der skal fortæres, de øl der skal drikkes, de tilråb der skal råbes, etc. Instrumental overgang. Og ny historie om manden, der gerne tager ud til ferniseringer på udstillinger på Arken eller Louisianna – ferniseringer som han ikke er inviteret til, men alligevel tager del i, som var han en særlig kunstkender; han er klædt på til lejligheden; optræder belevent og mystisk; har taget det på sig som en opgave at sige eller gøre eller positionere sig, så han tiltrækker sig opmærksomhed. Han laver et teaterstykke, han er forberedt, har været det i måneder, har statister med, sikrer sig med deres hjælp folks opmærksomhed eller leder folks opmærksomhed hen imod noget bestemt. (Lidt som taxachaufføren i Dan Turèlls ”Jeg skulle have været taxachauffør”). ”Carpe Diem II” glider herefter over i andre fortællinger / recitationer.

Men at Høxbroe er arving til Dan Turèll er der ikke tvivl om.

Fuzzy er til gengæld ikke arving til Halfdan E. Fuzzy er helt sin egen – et åbenlyst musikalsk væsen, der med elektronisk musik, reallyde og akustiske islæt fornemt understøtter Høxbroes fortællinger. Halfdan E. er også musikalsk, men Halfdan E. agerede med Turèll ud fra en fornemmelse for puls, Fuzzy med Høxbroe ud fra næsten symfoniske facetter. I momenter tænker jeg faktisk, at Fuzzys musik er filmisk, ildevarslende, dramatisk, det ene øjeblik melankolsk, det andet fornøjeligt. I andre momenter tænker jeg, at hans musik er som i forlængelse af noget af det, Erik Satie skabte. Satie var en af den klassiske musiks moderne, franske minimalister. Fuzzy kan skabe samme enkle udtryk, ramme samme følelsesregister som Satie. Og dét er en cadeau.

Om albummets undertitel, Improvisationer i ord og lyd, tåler et realitetstjek tvivler jeg på, men jeg er også lige glad. For hovedsagen er, at Claus Høxbroe og Fuzzy Jens Wilhelm Pedersen har skabt et virkelig fint album, som tåler mange aflytninger.

****  /  Eget selskab/Gateway Music  /  37 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk