Benjamin Deschamps: Augmented Reality

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Komponisten, arrangøren og saxofonisten, Benjamin Deschamps, er et forholdsvis nyt skud på den canadiske jazzstamme, men allerede efter sine første tre album i eget navn – What Do We Know (2014), Demi-Nuit (2017) og No Codes (2018) – et skud, man må holde øje med. For den udvikling! Den vitalitet! Den pondus, han demonstrerer – den er bemærkelsesværdig. Og hans fjerde album, Augmented Reality (2021), bekræfter bare synspunktet. Der er noget fascinerende, næsten dramatisk over Deschamps’ kunstneriske udtryk. Musikken på hans nye album er mere elektrisk, mere strømførende og markant, om end den også denne gang er lyrisk, melodisk. Musikken er mere moden, mere insisterende og robust, i passager måske endda mere forceret, i andre meditativt dvælende, men aldrig for meget eller for lidt. Tvært imod. Jeg tror på projektet, udtrykket, ægtheden i Deschamps’ musik. Og så falder jeg for de brillante delelementer, som han og hans sidemen har sat den sammen af – arrangementerne og instrumentnerne: saxofonen og basklarinetten selvfølgelig, men også Jean-Nicolas Trottiers trombone, Valérie Saulniers vokal, Nicolas Ferrons el-guitar, Charles Trudels klaver, rhodes og syntheseizer, Sébastian Pellerins akustiske og elektriske bas og Al Bourgeois’ trommer. De syv musikere skaber et levende billede af intens karakter. Og med det, der minder om en hilsen til Carlos Santana.

****  /  Eget selskab  /  45 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share