MUSIKANMELDELSE
Den norske avantgardejazztrio, Pang Pang, fortsætter (hvor den slap på forrige album) med at udforske sammenspillets potentiale – især den dynamiske del af det. Og det gør den ved endnu engang at smelte jazzen, rockmusikken og avantgarden sammen i en pågående, ekspressiv og rå form for musik, der ikke pleaser. Guitaristen Sander Eriksen Nordahl, kontrabassisten Håkon Norby Bjørgo og trommeslageren Ivar Myrset Asheim både udfordrer og bakker op om hinanden i deres improvisationer, og ud kommer en til tider vulkanisk aktivitet, der reelt kan ryste lytteren. Ingen af de tre træder afgørende på bremsen, hvorfor udtrykket bliver højspændt, dramatisk og voldsomt. Og bliver det mildt, som i skæringen, Old Beginnings, er det stadig udfordrende for lytteren. De tre har således en egen agenda – de fordyber sig i deres eget spil, i deres intuitive udvekslinger og i fremdriftens muligheder, hvorfor musikken på albummet også forekommer mig forfriskende, næsten frejdigt forførende. Men mit hjerte? Det forbliver også uberørt.
*** / Smia Records / 33 min.