MUSIKANMELDELSE
Man må gå ud fra, at de tre norske musikere ønsker at appellere til lytternes følelser, for hvorfor skulle de ellers betitle deres nye album Patos? Albummet er de tre musikeres andet og et ganske ukonventionelt et, idet Thomas Torstrup spiller KIRKEORGEL, mens Martin Högberg spiller el-guitar og John Pål Inderberg sopransaxofon. Dén instrumentering er umage, men meget sigende for Torstrups og Högbergs ønske om at finde nye veje for musikken i et kirkerum. Kompositionerne, der alle er originale, er tænkt til formålet / rummet. De to plus en vil udforske mulighederne for konstellationen i kirkerummet – og herudover invitere selve rummet og dets akustik med ind som en faktor. De tre musikere har deres rødder i den moderne jazz, men med Patos har de skabt noget, der ligger midt imellem jazzen, den klassiske musik og den sakrale musik. Det er musik, der taler til sjæl og ånd, til mellemgulv og hjerneceller. Musikken er dynamisk, sine steder dramatisk, sine steder andægtig. Konstant raffineret. Ofte dragende, følsom og åben.
**** / Øra Fonogram / 42 min.