MUSIKANMELDELSE
Tabloid er en ny dansk gruppe. Og Tabloid er gruppens selvbetitlede første album – et i dansk sammenhæng usædvanligt album med et på én gang nutidigt og retrospektivt miks af smooth jazz, neo soul og instrumental pop.
Der er noget let og luftigt over gruppens musik, men også en tyngde – noget gennemtænkt, facetteret og fascinerende, som bunder i en historisk bevidsthed, en teknisk formåen og en kunstnerisk originalitet og ambition. I den forstand gør guitaristen Johannes Wamberg, bassisten Jonathan Bremer, saxofonisten Oilly Wallace, trommeslageren Felix Ewert og tangentspilleren Malthe Rostrup deres (antageligt) bedste for at tage den danske smooth jazz og neo soul til nye højder. Det er i hvert fald det, de gør: sætter barren op og forcerer. Placerer sig potentielt på den internationale scene!
Jeg vil tro, at de på forhånd har hørt forne danske navne som eksempelvis Moonjam. I hvert fald udviser de en kærlighed til det miks af smooth jazz, neo soul og instrumental pop, som også Moonjam bragte til torvs i 1980’erne og ’90’erne. Men samtidig formår de fem i Tabloid altså at forny genremikset. Og at fornyelsen lykkes skyldes ikke bare kærlighed til genremikset og et solidt, teknisk / håndværksmæssigt udgangspunkt, men også en musikalsk evne til at omsætte drømme og teknikker – foruden Johannes Wambergs raffinerede kompositioner – til groovy, new stuff.
Materialet på Tabloid er uhyre stringent og netop groovy, og så byder det på mange fine soli, hvoraf især Oilly Wallace’s skal fremhæves. Hans helt særlige udtryk med saxofonen giver Tabloids musik som helhed en særegen kant og nerve. Men det samme gør egentlig Johannes Wambergs guitar og for den sags skyld Malthe Rostrups hammondorgel. Jeg bliver for eksempel grebet af det afsluttende nummer, den vemodige ”Salme”. Og af det fængende åbningsnummer, ”I Love U”. Men bedste numre er i min optik den melankolske ballade, ”Til stede”, som afspejler, at flere af de fem har deres ”rødder” i den mere sfæriske del af den danske jazzscene pt. foruden partyanliggendet, ”Ïle Flottante”.
**** / April Records / 39 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk