MUSIKANMELDELSE
Jeg har altid været fascineret af de klassiske musikere, som vover et øje og indspiller musik, der tematisk enten binder stilarter eller komponister sammen. Således også i dette tilfælde! På albummet, Times of Transition, vover den unge, danske mestercellist, Andreas Brantelid, et øje og sætter fokus på den brydningstid, der markerer overgangen fra barokken til klassicismen. To af de centrale komponister i epoken er Carl Philipp Emanuel Bach (1714-1788) og Joseph Haydn (1732-1809). Deres cellokoncerter var nogle af de første, der anerkendte celloen som det dominerende soloinstrument. Og den anerkendelse viser sig værdig – både kompositorisk og håndværksmæssigt / kunstnerisk som fremført af virtuose Brantelid og kammerorkesteret, Concerto Copenhagen – under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. Brantelid og Concerto Copenhagen formår vitterligt at udtrykke den passionerede følsomhed, som knytter til sig til de sjælfuldt dybe cellokoncerter og til soloinstrumentet som sådan. Bachs cellokoncert i A-dur og Haydns cellokoncerter i henholdsvis C- og D-dur er raffinerede, hvirvlende størrelser, der både rummer vemod og længsel, sjæl og sindsoprivende charme. Hvor Haydn synes at være utålmodig, synes Bach at være mere roligt anlagt. Dette sidste gør f.eks., at hans langsomme sats, Largo, er så optimal, kunstnerisk.
***** / Naxos / 65 min.