MUSIKANMELDELSE

Emil de Waal er en højt profileret og alsidig, dansk trommeslager, der har spillet med stort set alt og alle indenfor dansk rock, pop, jazz og world. Han er musikalsk mangfoldig, en åben og vidtfavnende udøver og komponist. Og en, der har det med at holde fast i sine musikalske venner – således også i klarinettisten Elith ”Nulle” Nykjær, organisten Dan Hemmer og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren, som alle medvirker på albummet, Vente.

Vente er – både i de Waals og Nulles ånd – orgel- og swingjazz eller i virkeligheden loungejazz – moderne musik rundet af modenhed og personlighed, sansning og samling, rødder og respekt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de fire både forstår og værdsætter hinanden og jazzen som genre, for det, de sammen skaber, er andet og mere, end jeg ville forvente af fire i øvrigt eminente musikere. Det, de skaber, er stort – som helhed og nummer for nummer.

Centralt i lydbilledet står naturligt nok den nu 84-årige Nulle med sin vitale klarinet og sin tråd tilbage til en inspirationskilde som Woody Herman. Det dybt fascinerende er, at Nulle mere end nogensinde før er ét med sit instrument – et ikke uregerligt, men potentielt insisterende og også sart instrument. Nulle betvinger det jordbundet og himmelsk. Eksempelvis er det for mig en lise at høre Nulle og Ljunggren spille op til hinanden i åbningsnummeret, Alfred Bryans og Fred Fishers ”Peg o’ My Heart” (fra 1913) – på hver sin klarinet. Og umiddelbart efter – der aftvinger det mig den allerstørste respekt, når jeg hører den klang og de svirp med halen, som Nulle tilfører Charlie Hadens signaturnummer, ”First Song (for Ruth)” (fra 1992). De Waal, Nulles, Ljunggrens og Hemmers versionering af dét nummer, som i forvejen er sublimt, er sjælfuld – en af de bedste jeg til dato har hørt

Vente rummer, foruden store standards, også egne kompositioner, som fint smelter ind i helheden. Det gør for eksempel de Waals ”Ventemedister”, Nulles ”Holgers Vuggevise” og Ljunggrens ”Biblioteksvals”.

Alt er melodisk, smukt. Noget insisterende. Noget ydmygt. Men alt tæller, og alt swinger. Og mest overraskende og dramatisk er afslutningsnummeret – versioneringen af Duke Ellingtons og Billy Strayhorns ”Such Sweet Thunder”. Herpå driver især trommer og orgel toget frem gennem uvejret.

***** / April Records / 38 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk