MUSIKANMELDELSE

For få måneder siden kunne man på DR se en dokumentar med titlen, Det forbandede talent. Dokumentaren (som stadig kan streames) handlede om jazzpianisten Carsten Dahl og hans kamp med egne skygger og dæmoner.

Når man har set filmen – eller kender talentet / pianisten – forstår man, at man med Carsten Dahl har at gøre med en kunstner, der til stadighed skal udfordres for at holde energien oppe. Men hvordan udfordrer man sig selv, når man (mere eller mindre) kan alt? Det er albummet, Sagn, et muligt svar på.

Musikken er om ikke spillet med den ene hånd på ryggen så dog (ind)spillet med bare højre hånd og som ét langt (og siden uredigeret) take. Hertil kommer at de 24 korte stykker (fra knap 1 til knap 3 minutters varighed) – er i forskellige tonearter.

Så vidt dogmerne.

Med titlen ønsker Carsten Dahl imidlertid også at lede lytterens tanker i retningen af de fortællinger, som man finder i ethvert lands fortælletradition fra før nedskrivningens tid. Disse fortællinger – eller sagn – er ofte senere blevet nedskrevet, opfrisket og udgivet.

Tilsvarende forsøger Carsten Dahl at grave dybt i sit eget indre – at stedfæste gamle, personlige sagn – og omsætte sin udgravning til frisk improvisation. Og selv om han altså har påført sig selv dogmer, som vanskeliggør forløsningen, må jeg konkludere, at talentmassen ikke har ladet sig bremse heraf.

Carsten Dahls album, Sagn, er ganske vist på mange måder og af gode grunde enkelt, men det er samtidig facetteret, rundet af nogle folkelige rødder, noget kammermusikalsk og noget jazzet og forekommer mig på én gang forankret og forfriskende nyt, grænsende til tidløst. Musikken er universel og alligevel rundet af en umiskendelig, nordisk melankoli. Jeg kommer simpelthen undervejs til at tænke på både Carl Nielsen og Jan Johansson – selv om jeg også, først og fremmest, kommer på andre åbenbaringer fra Carsten Dahls egen side.

Uanset inspirationskilden er det hele innovativt, originalt og i momenter magnetisk, lytteværdigt og dragende – ét sammenhængende værk med en underskøn afslutning i Ab mol og Ab dur.

***** / Storyville Records / 41 min.