Nils Landgren Funk Unit: Funk is my Religion

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den svenske komponist og basunist, Nils Landgren, er en usædvanlig mand: en entreprenant, vidtfavnende og dygtig tekniker og kunstner – og det i alle aspekter i musikken. Han er en afgørende figur i tyske ACT Music, har et stort netværk og mange idéer, skaber mange projekter og indspiller selv plader i ét væk. Uden kvalitetsmæssigt at tabe højde. Et af Landgrens egne (tilbagevende) projekter er Funk Unit – et svensk funkband – som især hvad angår blæsere tager genren til nye højder. Et nummer som ES in Memoriam (det må være en hyldest til afdøde Esbjörn Svensson, som også udgav sine plader på ACT) er eminent – både kompositorisk og arrangementsmæssigt, og det forløses hjerteskærende smukt af Landgren og hans sidemen: tenorsaxofonisten Jonas Wall, pianisten Petter Bergander, guitaristen Andy Pfeiler, bassisten Magnum Coltrane Prize og trommeslageren Robert Ikiz. Energiniveauet på Funk is my Religion er imponerende. Genremæssigt balancerer musikken fint mellem den effektive, ekspressionistiske funk og den moderne, mere sfæriske jazz. Teknisk / kunstnerisk er musikken klar og stringent, uforfalsket, ægte og medrivende.

****  /  ACT Music  /  70 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share