MUSIKANMELDELSE

Der er musik, der er smuk. Og musik, der er pæn. Men hvordan man præcist skelner og helt konkret skildrer forskellen – ja, det kan i sig selv udvikle sig til en akademisk øvelse. En central forskel er dog, at selv det enkleste udtryk kan blive smukt, hvis det er fremkaldt med en personlighed, nerve og ægthed. Tilsvarende kan et udtryk blive pænt, hvis det fremkaldes upersonligt, uden engagement og ægthed, måske endda forceres eller disciplineres for meget. Og desværre er det sådan, at guitaristen Hasse Poulsens og trompetisten Thomas Frylands nye fælles album, Dream a World, hælder til den pæne side. De to danske jazzmusikere er teknisk mere end habile, men kunstnerisk oplever jeg deres fælles album som alt for pænt, ubetydeligt og fladt. Det er som om, det ikke har signifikans. Som om det er tænkt som et springbræt til kirkekoncerter i det ganske land – selv om også kirker bør fremme musik med nerve. Når jeg f.eks. hører Poulsens og Frylands versionering af Leonard Cohens Hallelujah og John Lennons Imagine m.fl., kan jeg skrige af harme over forfladigelsen. Til gengæld finder jeg spændinger i Poulsens egne kompositioner – især i et nummer som Bønnen er et bølgeslag. I dét er der kant, engagement og ægthed. Men som helhed betragtet er albummet et skridt tilbage for Poulsen og Fryland. Uanset deres og mine drømme og håb for fremtiden.

*** / Das Kapital Records / 57 min.