MUSIKANMELDELSE
Jeg har hørt den danske violinist, Bjarke Falgren, i flere forskellige sammenhænge og altid opfattet ham som en sjældent talentfuld, teknisk velfunderet og kunstnerisk vidtfavnende, rytmisk musiker. Jeg har altid set ham som en musikalsk mastermind, for sådan er hans autoritet på scenen: Han betager med den organiske lethed hvormed, han optræder.
Derfor kommer det også bag på mig, at Origin faktisk er hans første album i eget navn. Han kunne have haft en håndfuld mesterværker i baghånden. Men Origin er et debutalbum og et modent et, hvoraf Falgrens violine kvaliteter fremgår.
Han har selv skrevet alle kompositionerne og forløser dem selv med virtuositet og personlighed og opbakning af blandt andre bassisten Morten Lundsby, trommeslageren Janus Templeton, guitaristen Henrik Hallberg, pianisten Heine Hansen, percussionisten Rune Olesen og Frank Hasselstrøm på synthpads.
Genremæssigt favner Falgren og Origin vidt. Man kunne forestille sig, at Falgren med sin 300 år gamle violin ville kaste hovedparten af sin kærlighed over den klassiske musik eller folkemusikken, men han kaster den over den rytmiske musik og stilarter, som vi kender fra Sverige, Argentina, Portugal, Cuba, Frankrig og Afrika – blandt andet. Disse stilarter har ofte noget traditionelt over sig, men Falgren genopfrisker stilarterne med en forunderlig sans for det kulturelt særegne og en helt egen kant og karakter. Hans ambition om at gøre violinen til talerør for sin egen følelser tror jeg således på, at han har formået at indfri. Når jeg hører et nummer som ”With Stately Grace”, ”For Unity & Love” eller ”Before We Met” – to af albummets mest gennemført smukke numre – så hører jeg både ambitionen og indfrielsen. I begge tilfælde er der tale om numre, som har styrken og kvaliteten til at berede vejen for et internationalt gennembrud. Når jeg for eksempel hører sidstnævnte nummer tænker jeg: Hvorfor indgår Falgren ikke i et samarbejde med Pat Metheny? Musikaliteten og det åbenlyst foretrukne klangbillede er jo af samme støbning!
Heraf vil man også kunne lede, at jeg opfatter Origin, som et uhyre vellykket, modent og vitalt debutalbum.
***** / Eget selskab / 76 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk