Randi Pontoppidan & Sissel Vera Pettersen: Inner Lift

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Randi Pontoppidan & Sissel Vera Pettersen er et sindssygt godt match – en dansk / norsk (tæt til Danmark forbundet) vokalduo af, ja, Guds nåde! Det må jeg svinge mig op til at sige, efter gentagne gange at have lyttet til deres nye, fælles album med originale kompositioner, fri improvisation, grænsesøgende stemmeteknik, en citar, syngeskåle og live elektronik-eksperimenter. Duoen balancerer det hele elegant og virtuost – balancerer suverænt mellem det avantgardistiske, det meditative og det sakrale – og taler ikke kun til mit intellekt, men også til mine sanser og følelser. Og den kunstneriske spændvidde er altså en præstation.

Når jeg hører et kompleks nummer som ”Mazuu” – et nummer bygget op over en enkel rite – oplever jeg en guddommelig minimalisme med besnærende, små forskydninger, en indbygget ”spændingskurve” og en vertikal forbindelse, der giver et løfte om andet og mere hinsides. Jeg hører en formfuldendt kombination af stemmer og instrumenter. Og et fortroligt samarbejde mellem to sjæle, der øger fremfor at begrænse – samtidig med at samarbejdet docerer disciplineret.

Det er ekstremt betagende – vokalkunst af usædvanlig styrke.

I momenter sendes mine tanker i retningen af moderne partiturmusik og et vokalensemble som Ars Nova – når dette er i sit mere eksperimenterende hjørne. I andre momenter i retningen af et ensemble, som 90’ernes britiske Miranda Sex Garden (og debutpladen, ”Madra”, fra 1991).

Det særlige ved konstellationen, Randi Pontoppidan & Sissel Vera Pettersen, er imidlertid ikke bare det klare og højt kvalificerede fokus på stemmen som improviserende / skabende instrument, men også brugen af live elektronik. Kombinationen af de messende stemmer og de – til tider – dramatiske, elektroakustiske lydlandskaber gør udtrykket som helhed organisk, pulserende, vitalt. Summen er intim, netop guddommelig og kraftfuld.

De to pionerer indenfor ”genren” rammer med deres fjerde fælles album Bulls Eye – måske fordi de efter mange fælles skolekoncerter i Danmark og Norge vitterligt har fundet hinanden.

****** / Chant Records / 38 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share