MUSIKANMELDELSE
Den danske strygersekstet, Who Killed Bambi, har i de sidste år markeret sig med flere interessante samarbejder med kendte sangere – f.eks. Jenny Wilson, Ane Brun og Pernille Rosendal. Det er givet de samarbejder og den succes, de har affødt, der har inspireret sekstetten til mere specifikt at opsøge flere samarbejder.
Ikke overraskende er sekstettens nye, tredje album, 12, da også gennemført i den forstand, at alle de tolv numre repræsenterer et samarbejde med en sanger. 12 åbner med et take på Eivørs ”Falling Free”, fortsætter over Asbjørns ”Be Human”, Wangels ”My Father 061053”, Ida Wenøes ”Til jeg har dig”, Kellermenschs ”Lost at Sea”, Lydmors ”Shanghai Roar” og videre med takes over numre med CODY, Therese Aune, Julie Maria, Jonas H. Petersen, Sandra Kolstad og Bjørn Fjæstad. Alle takes er båret af strygernes kammermusikalske udgangspunkt og af den klædeligt nøgne intensitet, som dét udgangspunkt fremkalder hos de nævnte samarbejdspartnere / sangere.
At fremhæve nogle få samarbejder / numre på bekostning af andre forekommer mig i tilfældet 12 noget nær umuligt eller urimeligt, fordi albummet fremstår som en stringent og gennemført helhed, og fordi de 12 takes er som sammenløbende, sarte farver i en vasketøjsbunke – apropos coveret. Pointen er, at farverne er mange og ikke klart adskillelige. Numrenes rækkefølge er af samme grund heller ikke uden betydning.
Alligevel vil jeg vove et øje og fremhæve 3 numre fra 12 som ekstraordinære:
”Falling Tree” har Eivør selv udgivet i flere versioner – hun er fortrolig, nærmest ét med sangen. Men med Who Killed Bambis akkompagnement og arrangement er det alligevel som om, hendes ekstreme stemmepotentiale får frit lejde. Som om, hun kan krænge al sin smerte ud. Det er meget bevægende!
Peter Wangels ”My Father 061053” er storytelling på højt niveau. Gribende, intens formidling af en erkendt smerte, et tab og en sorg. Versioneringen med Who Killed Bambi giver historien en dybde, glød og nerve, som fremmer forståelsen for smerternes, tabets og sorgens tyngde.
Slutteligt vil jeg fremhæve Kellermensch – eller rettere Sebastian Wolff – og nummeret ”Lost at Sea”. Hans blåtone og budskab er egnet til en sorgfuld begravelse og understøttes fuldstændig eminent af strygerne.
Men som sagt – albummet er en stringent og gennemført helhed. En farverig bunke af brugt vasketøj, der i alle enkeltdele er af den slags, som man får lyst til at tage bo i! 12 er dragende, et mange facetteret og dybt værk! Skabt af flere, men selvfølgelig især af de seks strygere: Mette Dahl Kristensen, Sophia Larsdotter, Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Anna Jalving, Benedikte Borum Poulsen og Johanne Andersson.
***** / 49 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk