MUSIKANMELDELSE

Som et led i projekt genoplivning af forhistorien udsender tyske Jazzhaus endnu engang nogle historiske optagelser. Denne gang med den ekvilibristiske, tyske jazzguitarist, Volker Kriegel (1943-2003). Kriegel debuterede i tidlig alder på et instrument, der endnu i 1950’erne og 1960’erne var sjældent i jazzens verden. Men dét så den unge tysker stort på, fordi han var inspireret af den stilskabende, belgisk/franske guitarist Django Reinhardt (1910-1953). Inspirationen fremgår tydeligt af disse Mainz Studio Recordings 1963-1969, og alligevel står det også klart, at Kriegel gik egne veje. Broderparten af de små 30 tracks, der her genudgives, er eksempelvis skrevet af Kriegel selv, og jeg må sige, at det er en respektindgydende styrke han både har formået at lægge ind i sine kompositioner, arrangementer og forløsninger. På dobbeltalbummet er der fire forskellige konstellationer repræsenteret, men alle understøtter de hans særegne fingeraftryk på fornemmeste vis, og det uanset om der er tale om Kriegels egne kompositioner eller standards af f.eks. Thelonious Monk, Charles Trénet eller Milt Jackson. Stilen, retningen og gløden er den samme – trods ophav, konstellation og indspilningstidspunkt. De første numre på dette dobbeltalbum er fra hans imponerende studiedebut, det sidste nummer er den modnede kunstners fortolkning af Frank Zappas Mother People – et stærkt pulserende, næsten vanvittigt take med Fritz Hartschuh, Gustl Mayer Hans Rettenbacher og Peter Baumeister som sidemen.

**** / Jazzhaus / 139 min.