Esma Redzepova & Nune Brothers: My Last Song

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Under optagelserne til dette nye album døde hun, Nordmakedoniens dronning af sigøjnermusik. Seks numre havde de nået at få i hus – dronningen, Esma Redzepova, og brødrene Nune – som udgør et af det lille Balkanlands pt. mest populære, unge orkestre. Selvfølgelig var dødsfaldet et tilbageslag, og alligevel formåede de efterladte at vende det hele til noget godt: Albummet, My Last Song, som reelt er blevet som en kærlig, eklektisk hyldest til Nordmakedoniens Gypsy Queen. Udover de seks numre, hvorpå dronningen medvirker, byder albummet på fire Nune-numre. Og genremæssigt favner det vidt – musikken er et miks af jazz, reggae, swing, salsa og samba – garneret med Balkan-lyde, der både signalerer Nordmakedonien, Bulgarien, Rumænien og Serbien. Selv om lydbilledet således er mange facetteret, hænger det sammen. Man oplever som lytter, at man er i ét sammenhængende univers præget af en medrivende passion, dyb sorg og stor kærlighed. Man bliver berørt og rørt – for mit eget vedkommende især af en sang som U Sitni Sat, der er den fineste Balkan salsa. Men, forunderligt nok, den smukkeste skæring på albummet er den instrumentale Mi Amore.

**** / ARC Music / 36 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share