MUSIKANMELDELSE

Fra første strofe på Sorrow Soothe, det første album fra britiske Daughters of the Desert, sendes mine tanker i retningen af bandet, Dead Can Dance, Miranda Sex Garden og det britiske label, 4AD (under Beggar’s Banquet). Ikke at jeg mistænker de tre kvinder i Daughters of the Desert for at være copy cats, men deres musiske præferencer og lydlandskaber ligger utrolig tæt op ad den æstetik, der kendetegner musikken fra australsk/britiske Dead Can Dance og britiske Miranda Sex Garden og i det hele taget udgivelserne fra legendariske 4AD. I åbningsnummeret, Sad Company, er der endda reminiscenser af trip-hop som den, der kom ud fra Bristol-scenen for tre årtier siden. Genremæssigt kan man kalde Daughters of the Deserts musik et miks af world, ørken-blues, electronica, trip-hop og vokale besværgelser. De tre kvinder bag bandet har æstetikken og oplevelserne med ørkenen tilfælles, men bandet? Det er også opstået som ved et tilfælde. De tre kvinder – sangerinden Esbe, studieværten Jude Cowan Montague og lydteknikeren Mia Kukathasen – mødtes i forbindelse med et interview til radiostationen, Resonance FM, som drives af London Musician’s Collective. Under interviewet viste kemien og de kunstneriske præferencer sig at være til andet og mere end et interview. Og ud af Corona-nedlukningen, ved hjælp af moderne it, blev debutalbummet skabt – på behørig afstand. Resultatet er magnetisk, tydeligvis resultatet af en ny form for kollektiv inspiration, det er kreativt, innovativt, grænsende op til det avantgardistiske.

**** / New Cat Records/Cadiz Music / 23 min.