BOGANMELDELSE
Ihan Haydar (født i 1993 i Bagdad) kom i 2003 til Danmark som familiesammenført. Hun lærte hurtigt det danske sprog og den danske kultur at kende, blev godt integreret i det sydsjællandske, begyndte at spille musik, viste sig især at have talent for at tromme og med produceren Chief 1’s mellemkomst vandt hun i 2012 det danske Melodi Grand Prix med Soluna Samay. Og selv om de danske deltagere ikke gjorde det så godt ved det internationale Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan stod musikkens og berømmelsens veje åbne. Siden har Ihan Haydar været den viltre, scenisk centralt placerede, stående trommeslager i popgruppen, L.I.G.A.
I samarbejde med journalisten, Birgitte Vestermark, har hun nu til og med skrevet en bog om sit eget og familiens liv – sine erindringer – og det vel at mærke i en alder af bare 27 år. Erindringerne kredser både om faderens farefulde flugt fra Irak til Danmark, om den langsommelige familiesammenføring og om integrationen og hendes egen vej ind i den danske kultur, den voksne kærlighed og musikken.
To ting står tilbage som meget slående, når jeg lægger bogen fra mig. Den ene ting er, at Ihan Haydar fremstår som en boblende forfriskning, et let sind, et kraftværk. Den anden er, at hendes historie vidner om en ukuelig vilje og trang til at stå fast på egne værdier og ønsker – trods alvorlig modstand. I den forstand er hendes historie om vejen fra datter af en muslimsk, irakisk flygtningefamilie til selvstændig dansk poptøs og trommeslager i et ekspressivt band inspirerende.
Og netop dét er baggrunden for, at hun (og Birgitte Vestermark) har skrevet Pigen med trommestikkerne. Til allersidst i bogen skriver hun (de to) nemlig: …”fremfor alt vil jeg gerne inspirere unge piger ved at fortælle min historie. De skal vide, at man kan alt – når bare man sætter sig for at gøre det og er stædig nok.” Man fristes til at indsnige ordet ”muslimsk” mellem ”unge” og ”piger”, for unge, muslimske piger er helt sikkert den primære målgruppe; unge, danske piger den sekundære. For ret skal være ret – selv om Ihan Haydars far flygtede fra Irak og insisterede på at familien skulle integreres i det danske samfund, så var der også grænser for, hvor dansk deres datter måtte blive – måtte hun f.eks. spille trommer? Optræde på natklubber? Omgås jævnaldrende danskere, der potentielt drak? Få sig en dansk kæreste? Og droppe ud af forestillingen om at få en konventionel uddannelse? Forældrene vaklede. Social kontrol blev dagligdag. Men i sidste ende takker Ihan Haydar sine forældre, fordi de ofrede ”alt for, at vi søskende kan leve det liv, vi lever i dag”.
Tilsvarende udtrykker hun sin sorg over, at hun undervejs kom så meget på kant med sin islamisk-konservative storebror – som ville sætte beskyttende barrierer op omkring sin søster, ”for hvad tænker naboerne ikke” – at hun helt måtte kappe forbindelsen. ”Det er en kompliceret situation, som jeg stadig ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere”…
Historien om familien er lærerig. Det samme gælder historien om flugten og integrationen. Og historien om Ihan Haydars insisteren på egne værdier og ønsker. Og historien om hendes balancegang mellem de gængse, mellemøstlige værdier og de danske. Man forstår hende således, når hun udtrykker sin begejstrede glæde over af The Voice at blive præmieret med titlen: ”Årets Ikon 2015” for sin villighed og evne til åbent at fortælle om sin vej ind i det danske. ”Prisen som Årets Ikon bekræftede mig i, at jeg gjorde det rigtige, og at jeg skulle fortsætte min frihedskamp bevæbnet med skrigpink trommesæt og trommestikker.”
*** / Forlaget Grønningen 1 / 304 sider