BOGANMELDELSE
Jacob Grønlykke (f. 1960) er det, man kan kalde en sent debuterende forfatter. Mælk og blod er således hans første roman – efter en økonomisk privilegeret opvækst på et gods, et omtumlet rakkerliv som ung og et voksenliv som bl.a. filminstruktør og manuskriptforfatter og stifter og ejer af / direktør og formand for fødevarevirksomheden, Løgismose. Man skulle tro, at alt det i sig selv var rigeligt, men nej, skrivekløen har trukket i ham – så meget, at debutromanen nu foreligger – fornemt redigeret af Hans Otto Jørgensen. Og selv om den har en besynderlig, næsten kitchet forside med et nærbillede af en lyshåret, lettere paralyseret kvinde, der sidder i en bil og kigger ud på læseren, så er der altså i tilfældet Mælk og blod tale om en fremragende debut.
Sprogligt er romanen på højt niveau – det her er litteratur af bemærkelsesværdig karakter – og fortælleteknisk er den næsten filmisk, hvilket jo ikke er underligt, når nu forfatteren har arbejdet som filminstruktør og manuskriptforfatter i mange år.
Jeg associerer under læsningen af den absurde historie til flere film. Tænker på værker som David Lynch’s Twin Peaks og Cohen-brødrenes Fargo. Men jeg tænker også, at historien måske til dels er selvoplevet, for hovedpersonen er en dreng, Jakob, på 7-8 år – tror jeg – der, ligesom forfatteren, Jacob, er vokset op på en sydfynsk herregård og ligesom forfatteren har haft nogle mærkværdigt fraværende forældre.
Hertil kommer, at fotoet af forfatteren, Jacob, på bogens bagerste flap viser forfatteren i en alder, der matcher hovedpersonen, Jakobs. Måske er det endda et foto af forfatterens mor, der pryder forsiden!?! Under alle omstændigheder starter romanen sådan her: ”Jakobs mor sidder inde i bilen og venter på, at hans far bærer de sidste kufferter ned. De skal til Frankrig og bo på nogle fine hoteller.” Jakob skal ikke med. Det skal hans storebror, Christian, heller ikke. Christian ”er blevet smidt ud hjemmefra og bor med nogle af sine venner i et af de forfaldne landarbejderhuse, der hører til godset.” Med andre ord: Jakob skal bo hos sin storebror. Han må ikke bo hos sin mormor. Men måske, tænker han, kan han bo henne på Campingpladsen og undgå Christian og hans venner, der altid er på tjald og taler i tunger.
Umiddelbart inden afgang stikker faderen sin yngste søn en 500 kr. seddel gennem den nedrullede siderude, og så forsvinder forældrene ellers – efterladende sig den yngste søn på pladsen foran godsets hovedbygning. Kort tid efter beslaglægger Christian de 500 kr., men Jakob vægrer sig ved at blive hos ham og går i stedet hen på campingpladsen, hvor forladte campingvogne og fortelte står, som var alle beboerne pludselig forsvundet. Jakob havde håbet at finde sin bedste ven, Palle Bo, på pladsen, men selv om Palle Bos forældre foretrækker campinglivet fremfor bylivet i Odense og ofte er tilstede på pladsen i det sydfynske, så er de der ikke nu. Kun, opdager Jakob, at der foran nogle andre voksnes campingvogn, Johns og Ritas, sidder en dreng og vipper på en campingstol. Det er Smumsi, som vist i virkeligheden hedder Jan-Erik eller Jens-Erik.
Smumsi mener, at Palle Bo er med sine forældre til ringridning i Sønderborg. Kort efter bekendtgør Smumsi i en bisætning, at han i øvrigt har slået sin mor ihjel. Og inden vi ser os om, er de begge – som i en absurd road-movie – på vej til Sønderborg / på flugt fra lovens lange arm, uden at Jakob egentlig ved, hvad ringridning er, eller om det er rigtigt, at Smumsi har dræbt sin mor. De to drenge begiver sig af sted til fods, om natten – for ikke at blive set – og støder i løbet af de næste dage ind i flere absurde scenarier, som ikke tåler dagens lys. Drengene bliver vidner til flere skræmmende begivenheder i det sønderjyske – danse- og grillfester – og fremmaner, måske fordi de stadig bare er små drenge, billeder på nethinderne, som er dybt fascinerende og af forfatteren dramatisk fremstillet. Mest fascinerende eller kostelig er beskrivelserne af 1) deres kortvarige ophold på et landligt bordel, hvor damerne hersker over lokale høvdinge, som frivilligt ifører sig stuepigeuniformer og langt lyst hår; 2) deres ufrivillig ophold hos nogle bondebrødre, der tvinger dem til at stå ret i stuen, medens de selv ligger i sofaer og ser fjernsyn alt imens de fjerter og sætter ild til gasserne; og 3) deres ufrivillige deltagelse i en forbrydelse, hvor de ude i en skov, midt om natten, bliver pålagt at hjælpe ”dødeslagteren” med at fjerne de bedste stykker kød fra nogle grise tilhørende en større farm, der mod at få tilskud har indvilget i at slå besætningen ned og destruere grisene. Kødet skal, uden at ejeren eller myndighederne opdager det, fjernes i nattens mulm og mørke, og de døde grise syes sammen, så ikke bare bonden kan få sit tilskud for de døde grise, men dødeslagteren også få betaling for kødet, så han kan komme til Hamborg: ”Forestil jer, hvad man kan købe for den slags penge ned i Hamborg. Flere uger med kvinder og dyr fra hele verden. Dværge. Mad og vin i stride strømme.”
Surrealistiske scenarier og oplevelserne fremmanes samtidig med, at utrolig meget i romanen forekommer realistisk. Måske skyldes spændet børnenes fantasi!?! Uanset hvad er fortællingen forrygende, mesterligt fremmanet – romanen resultatet af et ubetinget godt samarbejde mellem forfatter og redaktør.
**** / Forlaget Gladiator / 180 sider