MUSIKANMELDELSE

Kalaha er en bastard. En fascinerende bastard vel at mærke. Resultatet af et hedt møde mellem to udøvere fra den elektroniske musikscene og to udøvere fra den etablerede jazzscene. Men ikke kun det. Der er andet og mere i blodet. Noget varmere, mere temperamentsfyldt. Og nu endda også noget mere konventionelt, melankolsk.

Kalaha er i sin essens fire særegne hoveder: Jens ”Rumpistol” Christiansen, Mikael ”Spejderrobot” Elkjær (begge på elektronik), Emil de Waal (på trommer) og Niclas Knudsen (på guitar). Og Mystafa? Det er de fires fjerde album. Et værk hvorpå vi andre nu også konfronteres med flere vokalister: folk-rock-poeterne Uffe Lorenzen og Hjalte Ross forudenden herboende, tyrkiske sangerinde Hilal Kaya og den herboende, maliske sanger Moussa Diallo m.m.fl.

Musikken er kalejdoskopisk. Bringer os ud i flere verdenshjørner – en tur eller to eller rettere tre til Anatolien, en tur til Nordvestafrika, en tur til det urbane og rurale Danmark, en tur til Brasilien og straks videre, så fremdeles. Og ikke overraskende – lortet hænger sammen. Sådan føles det i hvert fald. Bastarden er som hjemmevant i alle kulturerne. Gør sig til uanset, hvor den er. Putter sig ikke, men buser på, frem, op. Ser sig ikke over skulderen, men bevæger sig fremad med energisk kraft.

Ud af den energi kommer en række kunstneriske højdepunkter som i de dybt fascinerende numre, ”Laga Luga”, ”Özgürüm Ben” og ”Eymen”, hvorpå Hilal Kaya brillerer. De tre numre er for mig at se og høre albummets bedste og mest stilsikre, om end jeg også lader mig rive med af pysch-rock-nummeret, ”Dans det op”, hvorpå Uffe Lorenzen uddeler kindheste. De to sidstnævnte numre er tidligere udkommet som singler – bl.a. til P6 Beats udelte begejstring. Nummeret, ”Hurt You Once Again”, er nok albummets mest konventionelle, men til gengæld også det, hvormed Kalaha byder Hjalte Ross indenfor i varmen. Hans indsats er nok den, der på sigt giver mest pote herhjemme. Men selv vil jeg altså foretrække Hilal Kayas vokal og den indflydelse, hun tilsyneladende har på bastardens blikretning. Kombinationen af den elektroniske musik, hårdtslående jazz og anatolske tradition er ganske enkelt eminent.

Men i det hele taget. Det er imponerende, at de fire – ”Rumpistol”, ”Spejderrobot”, de Waal og Knudsen – trods Corona-nedlukningen og den sociale afstand har formået at sende så mange lydfiler frem og tilbage mellem hinanden, og under de forudsætninger at skabe et så pulserende album, som tilfældet er her. Det er meget imponerende.

**** / 35 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk