MUSIKANMELDELSE
Fremmand er et dansk-færøsk indierockband, som i lydbilledet både trækker på tråde til den sfæriske goth, til post punken og til garagerocken. Som på det selvbetitlede debutalbum fra 2018 udforsker bandet det lydmæssige spænd mellem drømme og desperation, nutid og fremtid, men med 2’eren lægger bandet også større vægt på det kantede, det skramlede, det rå. På elektronikken. Og især på guitaren.
Forsangeren Jana Hjalgrimsdóttir, guitaristen Sigmund Zachariassen, bassisten Tinna Tótudóttir og trommeslageren, sangeren og produceren Tobias Weltzer har således på 2’eren fået besøg af flere prominente guitarister: Carlos Alomar (som har spillet med David Bowie), Richard Fortus (som bl.a. spiller med Guns’n’Roses) og Peter Hayes (som bl.a. spiller med Black Rebel Motorcycle Club) foruden Null+Void på modular synths (sidstnævnte kendes bl.a. fra sit samarbejde med Dave Gahan, Moby og The Kills).
Sammen med det bemærkelsesværdigt stærke slæng af gæster, udforsker det nordatlantiske indierockband tekstuelt sager som magt contra afmagt og personlig frihed contra forpligtende forbundethed. Det hele serveres som en form for urban apokalypse, som et både nedslående og meget brutalt budskab garneret med distinkt lyde af svulstige guitarriffs og næsten højstemte vokaler. Udtrykket – helt generelt – er storladent og dramatisk, råt og mørkt – selv om jeg må tilføje, at et af albummets bedste numre er ”Ljósi” (færøske for ”lys”), som synges på færøsk på et ellers meget internationalt funderet album. På andre af albummets markante numre (hvoraf det ene synges på færøsk) – ”Innanlongsul” og ”Calling it Out” – overbeviser Jana Hjalgrimsdóttir vitterligt som sangerinde. I momenter fremstår hun i de to numre som en absolut værdig udfordrer til f.eks. en P.J. Harvey. På sidstnævnte nummer medvirker endda den skarpe, danske guitarist Mika Vandborg. Hans teknisk/kunstneriske niveau er så absolut på højde med de nævnte koryfæers.
Alt i alt formår at Fremmand igen-igen at overbevise med et stil- og træfsikkert album, der har potentialet til at åbne verden (havde det ikke været for den øjeblikkelige pandemi).
**** / Tutl Records / 35 min.