Femi Kuti og Made Kuti: Legacy +

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Dobbeltalbummet, Legacy +, er britisk / nigerianske Femi Kutis og Made Kutis medrivende hilsen til faderen / farfaderen, Fela Kuti, der om nogen var afrobeatens pioner. Som et fælles projekt har Femi og Made hver især lavet et album, tilsammen et dobbeltalbum, og musikken afspejler i begges tilfælde Fela Kutis ånd. Derfor titlen: Legacy +.

Bag udgivelsen står Partisan Records, som i forvejen har hele Felas bagkatalog på hylderne. Så alt er egentlig faderen / farfaderen venligt stemt og afrobeaten tro.

Og alligevel bringer især Femi på sit album – ikke overraskende – indtil flere aktuelle, politiske agendaer i spil. Han vil nemlig (som faderen) noget med sine sange, sin musik og med albummet, andet end at underholde og hylde faderen. Derfor bærer Femis album også den selvstændige titel, Stop The Hate. Femi italesætter med indignation og et ønske om at ændre noget i sit vestafrikanske hjemland problemstillinger / fænomener som dårlig regeringsførelse, vold, had, korruption og skamløshed – problemstillinger / fænomener, som de fleste nigerianere i dag kender til. Perler blandt Femis numre er bl.a. ”Show of Shame” og ”Stop the Hate”.

Femi lægger endda op til sin søn med det afsluttende nummer, ”Set Your Minds and Souls Free”. Oplægget tager Made imod med nummeret, ”Free Your Mind”, som åbner hans album, der bærer den selvstændige titel, For(e)ward. Største perler på denne anden del af dobbeltalbummet er numrene, ”Your Enemy” og ”Blood”. Herpå er de politiske agendaer også evidente, men de er samtidig mere subtile. Udtrykket er mere moderne og progressivt, bevarer nok rødderne i den afrikanske rytmik, men tilføjer moderne elektroniske, urbane riter og loops og en særegen form for vokalbaseret indierock, der i momenter sender tankerne i retningen af f.eks. David Bowie. For(e)ward er et frihedsmanifest, der yderligere udvider afrobeatens genremæssige grænser. Made spiller selv alle instrumenter og gør det overbevisende, med aldeles lovende takter.

**** / Partisan Records / 88 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share