MUSIKANMELDELSE
Titlen på albummet er Two Places, men det kunne lige så vel have været Three eller Four Places. For ambitionen bag det belgiske big bands album var oprindeligt at kombinere jazzen med soul, funk og hip hop. Derfor indgik big bandet og dets leder, Frank Vaganée, i et samarbejde med den amerikanske sangerinde, Monique Harcum, den belgiske lyriker, rapper og sanger, Zediam, og den belgiske DJ Grazzhoppa. Og albummet, Two Places, blev det vitterligt vellykkede resultat af samarbejdet: et album, der bygger bro mellem genrerne. I passager under lytningen tænker jeg, at kollektivet ikke har formået at løsrive sig tilstrækkeligt fra jazzens eller hip hoppens eller soulmusikkens konventioner. I andre passager tænker jeg: Hvor er det vederkvægende, at kollektivet stoler på de virkemidler, der kendetegner den og den konvention. I sidste tilfælde bliver musikken stringent og sanseligt smuk – det gælder f.eks. i albummets mest helstøbte nummer, Oeil Céleste. I et nummer som Travelling into Time er der til gengæld uafprøvede muligheder i mødet mellem genrerne – som om budbringerne ikke i momentet tør tage det fulde spring.
**** / BJO / 72 min.