Anders Filipsen: Waiting Music

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Musik til en venteposition! Hvordan lyder den? Stikker den overhovedet ud? Eller er den bare umærkeligt til stede? Svaret – ét af de mulige svar – får man, hvis man lægger lyttelapperne til danske Anders Filipsens nye soloalbum, Waiting Music. Og nej, hans musik stikker ikke særskilt ud. Men den er bestemt heller ikke anonym. Tværtimod vil jeg sige, at Filipsen med sin Waiting Music lægger sig i sporet af blandt andre Brian Eno, som helt tilbage i 1978 udsendte sit markante værk, Music for Airports. Musikken er i både Enos og Filipsens tilfælde ambient, elektrisk – uden at give stød. Filipsen har til og med hentet inspiration i japansk new wave / tradition (lyt f.eks. til Part III). Men uanset inspiration fra japansk havekultur m.m., så er der i alle skæringerne noget overrumplende originalt. Hver skæring kan høres for sig, men de tolv skæringer står også tilbage som et samlet hele, bygget op omkring noget cirkulært, tilbagevendende, tematisk enkelt. Musikken er intens og hypnotisk. Meditativ. Egnet til at give ro. For om man vil det eller ej, bliver man suget ind i Filipsens synth-soundscapes – og det er smukke, tilsyneladende uendelige horisonter af umådelig skønhed med vederkvægende variationer.

**** / ILK Music / 45 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share