BOGANMELDELSE
Mona Hawthorn Andersen (f. 1977) er psykoterapeut, socialarbejder og forfatter til foreløbigt tre krimier/spændingsromaner – I Guds skabte billede, Beelzebub og Dødemasken. Hendes nye, fjerde udgivelse, Detour, er en novellesamling med historier, der med afsæt i en form for hverdagsrealisme læner sig op af samme genrer.
Åbningsnovellen, en godt 80 sider lang fortælling, Detour (som har lagt navn til samlingen som helhed), handler om en ung ålborggenser, der først forekommer læseren at være på flugt, måske fra den svære kærlighed og tilknytning. Men i virkeligheden, skal det vise sig, fra politiet og nogle alvorlige sager, som hober sig op derhjemme. Damon (måske at forveksle med det, englænderne kalder en ”demon”) tager på en bustur eller detour eller rettere sagt en omvej i livet for at undgå konsekvenserne af det, han har gjort derhjemme. Om bord i bussen, der har endestation på Mallorca, er af uransagelige grunde også en skygge fra hjemmefronten – en ung kvinde, der måske vil ham noget ondt? Men, nej. Læseren erfarer, at hun vil afsløre den unge ålborggenser som den onde. (Det vil her føre for vidt nærmere at skildre set-up’et, handlingen og den overraskende slutning).
Den meget kortere novelle, Båden, handler om kontormusen Filip – en kedelig socialrådgiver i midtvejskrise; en tøffelhelt med kone og to store børn derhjemme; som pludselig forelsker sig i en ny, yngre kollega, Freja. Efter en overfladisk samtale i forbindelse med julefrokosten – en samtale, der for første gang får ham til at føle, at der er et andet menneske, der ikke bare ser ham som en irriterende mærkværdighed – og et flygtigt kindkys, tror han, at kollegaen vil andet og mere. Så snart skriver han et brev til sin kone om, at han vil skilles. Og snart siger han op på arbejdet. Alt sammen for at udleve sin drøm om et intenst liv i kærlighed og gensidig respekt. Problemet er bare, at Freja ikke er interesseret, at hun tvært imod føler sig så chikaneret, at hun må skifte arbejde i forsøget på at undgå hans først urealistiske, siden stærkt generende bejlen. Om Filip forstår Frejas vink med vognstangen, står ikke klart. Men klart står det, at han vil have hende – koste hvad det vil. Til sidst opsøger han hende, bagbinder og bortfører hende, installerer hende i kahytten på den båd, han efter skilsmissen har købt, og så belaver han sig i ellers på et liv sammen med Freja – en kvinde, der under de givne omstændigheder må være i hans varetægt resten af livet – først til havs og siden i en hytte, han har købt i et øde i Norge.
En tredje novelle, Den bedste, handler om Victoria – en kvinde, der for kort tid siden har født sit tredje barn – et barn der har kolik, og som af samme grund holder Victoria vågen om natten. Manden, Morten, og de to ældre børn klarer skærene. Men for bl.a. at få hjælp til at sove bedre beslutter Victoria sig for at gå i terapi, og veninden, Lone, har anbefalet en. Terapeuten viser sig dog at have mere forstand på ADHD end noget som helst andet, så Victoria får intet ud af den første terapitime. En helt særlig ting, som hun ville have talt med terapeuten om, blev der slet ikke tid til at tage op. Victoria har før været i en form for terapi, hvor hun under hypnose er blevet udsat for en grænseoverskridende, seksualiseret form for massage (som behandling mod bækkenløsning). Sammen med Morten opsøger Victoria nu massøren, Palle, men heller ikke dét møde / dén konfrontation kommer der noget ud af. Herefter beslutter Victoria og Lone sig for at tage sagen i egen hånd. Uden at indvie andre i deres planer opsøger de uden for åbningstiden Palles klinik. Her tildækker de sig, og så vandaliserer de ellers klinikken, så Palle en gang for alle kan få en lærestreg.
Fælles for alle (seks) noveller er, at de med afsæt i en form for hverdagsrealisme kredser om begrebet selvtægt og om almindelige menneskers uhensigtsmæssige valg af omveje for / bestræbelser på at komme ud af følelsesmæssige blindgyder eller opnå en eller anden form for ”retfærdighed”. Fælles for alle novellerne er netop, at hovedpersonerne er almindelige mennesker, som bare mister evne til at tænke rationelt og i sidste ende træffer uhensigtsmæssige / decideret dårlige valg. Alle hovedpersoner bliver kriminelle – ikke fordi de er hårdkogte, men netop fordi de træffer dårlige valg, der gør dem til kriminelle. Hvad dét angår har Mona Hawthorn Andersen greb om de fortælletekniske virkemidler. Man tror simpelthen på hendes historier – de fleste af dem; måske ikke lige den første; men resten. Og så har hun sproget så meget i sin magt, at man også kan se hendes figurer som hele. Og i øvrigt selv spejle sig i dem. Dette sidste er novellesamlingens store fortjeneste. Novellerne er gedigne, nogle endda gribende, alle er fascinerende og næsten alle troværdige.
*** / Forlaget Mellemgaard / 272 sider