MUSIKANMELDELSE

Der er noget meget fascinerende over norske Karoline Wallace’ nye (andet) album, Stiklinger. Noget på én gang kunstnerisk fremadskuende og personligt tilbageskuende. Det fremadskuende består i, at Wallace endnu engang – med sin elektroakustiske oktet – skaber abstrakte, orkestrale landskaber af lyd på baggrund af en distinkt sans for blandingen af gamle private optagelser, fokus på de helt enkle, små ting i tilværelsen og en næsten avantgardistisk kunstopfattelse. Og det tilbageskuende består i, at hun helt og holdent tager afsæt i oplevelser i sin egen barndom: erindringer om bedstemoderens have, samtalerne med faderen, etc. I det hele taget vender tilbage til sine egne sansninger som barn og bruger disse som afsæt til at skabe ny kunst – musik der både overrasker voldsomt i kraft af en ekspressionistisk stil og varmer skønt i kraft af et varmt og autentisk, personligt tilbageblik. Musikken og sangen og lydoptagelserne sammensmeltes på en måde, der i hvert fald vækker denne lytters opmærksomhed og interesse og skaber grundlag for flere, gentagne aflytninger. Wallace er simpelthen værd at lytte til, værd at bemærke.

*** / Øra Fonogram / 37 min.