MUSIKANMELDELSE
Den norske singer-songwriter, Ane Brun, er efter min mening en af Skandinaviens allerstørste indenfor genren. Og det uanset om man ser på den akustiske subgenre eller den mere elektroniske. Ane Brun er en mester – udi sangskrivningens kunst, udi kompositionens kunst og udi forløsningens kunst. Og hun frygter tilsyneladende intet – hverken det helt enkle eller det helt storladne. Hun har både skrivetalentet og vokalen til at løfte det.
Som regel skriver hun sange om egne oplevelser og følelser, men da hun mistede sin far, blev hun også ramt af noget, der mindede om en skriveblokering. Hun havde lyst til at skrive om faderens betydning og død, men kunne ikke, og derfor tog hun en pause fra kunsten, fokuserede på sorgen. Da hun igen var klar, kunstnerisk, isolerede hun sig – og ud af et skriveophold i isolation kom en række sange, som er blevet til to album udgivet med bare en måneds mellemrum.
I oktober udsendte Ane Bruns selskab After The Great Storm. Og nu er 2’eren her så, How Beauty Holds The Hand Of Sorrow. Hvor den første var upbeat, poppet og udforskende, men stadig havde Ane Bruns dragende vokal som det bærende element, er den anden mere konventionel, emotionel singer/songwriter-stil – mere classic Ane Brun. Sangene er storladne, vokalen fyldig, budskabet til at tage at føle på – melankolsk, sårbart, men også stovt.
Personligt bliver jeg grebet af vokalen, budskabet, lyden, klaveret, strygerne, hele det samlede udtryk. Grebet om struben af melankolske sange som ”Last Breath”, ”Closer” og ”Gentle Wind of Gratitude”. Grebet både af lyden, stemningen og budskabet – vemodet, savnet, fortvivlelsen; sorgen; kærligheden.
Ingen anden ”popsangerinde” i Skandinavien formår, som Ane Brun, med autenticitet, nøgenhed og rank styrke at formidle så sårbare, mange facetterede og kaotiske stemninger og vel at mærke at gøre det så smukt, næsten sakralt – uden at det samtidig bliver for meget. Men alt det gør hun, Ane Brun.
***** / Balloon Ranger Recordings / 39 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk