KONCERTANMELDELSE

Den meget åbenhjertige, unge kvinde på scenen forsøgte at indkredse sine oplevelser med / konsekvensen af tidens Coronanedlukning. Barbara Moleko fortalte, at hun enten havde været helt nede i kulkælderen over pandemien og isolationen og alt det arbejde, der pludselig ikke kunne lade sig realisere, og til andre tider havde set nedlukningen som én forlænget ferie med en herlig mulighed for eksempelvis at overveje, hvad det er hun brugte sit liv på og eventuelt rette op.

To gange undervejs i koncerten pointerede hun, at hun havde været spændt ud imellem de to poler. Hun fortalte indledningsvist, at hun selv kæmpede meget for at finde ud af, hvad det er hun går og laver og tænker og bruger sit liv på – men understregede også i forlængelse heraf, at hun var klar over, at hun levede for musikken! Siden fortalte hun, at hun i tre dage op til onsdagens længe ventede koncert – hendes første i DR’s mægtige koncertsal – havde været nede i et dybt, sort hul og ikke havde formået at gøre andet end at sove og trods alt overleve. Hun fortalte, at hun godt forstod, at depressioner er tabubelagte, men appellerede til at andre – med hende – stod frem og meddelte sig. For dermed ville ensomheden og den næsten uoverkommelige nedtrykthed blive lettere at bære og gøre sig fri af.

Hendes sange, hendes tekster, hele hendes kunstneriske univers kom i lyset af udsagnene til at fremstå usædvanligt stærkt. Når hun i en form for selvsuggestion sang ”Jeg er stærk” og ”Rejser mig op” blev det med en særegen autenticitet, troværdighed og ægthed, som opvejede de lidt naive tekster. Det var som om hun med sine sange kaldte sig selv til orden; hankede op i sig selv; alt imens hun boblede over af glæde, hoppede på stedet, tydeligt glad for at optræde live. Af alle steder: i Koncertsalen! Hun var, som bassisten tilkendegav, som en brumlebi, der ikke skænkede det en tanke, at den ikke burde kunne flyve.

Næsten alle hendes sange handlede om kærligheden – den glædelig, den voldsomme, den forliste; bar præg af personlige erfaringer og let relaterbare tematikker; en, ja naivitet. Og netop dette sidste – naiviteten – blev igen-igen Barbara Molekos force og akilleshæl. Hendes ægthed og åbenhjertighed var en smuk størrelse, men hendes momentvise tendens til at regrediere en lidt forstyrrende størrelse.

Men – udstyret som hun var – med dygtige sidemen og en vokal, der både var genkendelig, stor og smuk, tog hun alligevel publikum – og denne anmelder – med storm. Såvel den instrumentale som den vokale tyngde var af en karakter, der gjorde, at undertegnede flere gange – også set i lyset af, at hun udtalte sin begejstring for Beyonce og Diana Ross – tænkte, at hun mere markant burde kaste sig ind i soulmusikken. Besøge Motown. Folde sig helt ud i det felt – sammen med sine sidemen. For udtryksstyrken onsdag aften var til det! Til andet og mere!

Selv om det, der allerede nu, uden Motown, blev præsteret, var prisværdigt, stærkt og smukt. Autentisk.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk