MUSIKANMELDELSE
Atlântico er den europæiske superjazztrios andet album. Og britiske Julian Argüelles (sopran- og tenorsaxofon), portugisiske Mário Laginha (klaver) og norske Helge Andreas Norbakken (trommer) holder ikke bare kvalitetsniveau! De øger det. Deres moderne, vibrerende og mange facetterede jazz er blevet af virkelig høj kvalitet, kunstnerisk. Den er ikke bare kosmopolitisk, den er også sofistikeret og raffineret og blander – med det jeg vil kalde europæisk snilde – jazzens amerikanske og afrikanske rødder i en original, tydeligt europæisk, lyrisk form, der er forfriskende og glædesfyldt. Musikken er helt åbenlyst skabt og forløst af tre musikere, der er fortrolige med hinandens kvaliteter og som har indbyrdes respekt og fælles ambitioner. Bedst fornemmer man dét i albummets tre improviserede skæringer, Improviso I, II og III. Men også med numre som The 3 J’s, Jaamm Rek og Singla imponerer de tre mesterlige musikere med en tilsyneladende let, ofte pågående og dog kontrolleret, lyrisk tilgang til musikken, som udover amerikanske og afrikanske rødder rummer krydderier fra eksempelvis Kap Verde – heraf albummets titel.
***** / Edition Records / 54 min.