Elina Duni: Lost Ships

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Albummet åbner stilfærdigt med det traditionelle, vemodige, italienske nummer, Bello Ci Dormi, sunget til UG med kryds og slange af albansk/schweiziske Elina Duni, der ligeledes til UG med mere akkompagneres af Rob Luft på guitar og Fred Thomas på klaver og trommer. Siden akkompagnerer også Matthieu Michel med sit flygelhorn. Men pointen er, at jeg som lytter – fra første strofe – suges ind i det rørende, vemodige univers, som kendetegner albummet, og som både kompositorisk og i forløsning,  kunstnerisk og teknisk, er af høj, høj kvalitet. Sangene og musikken fremføres så forunderligt virtuost, med så rutineret tyngde og så levende en tilstedeværelse – så tilsyneladende let og facetteret – at jeg bliver åndeløs. Overraskende nok, når det drejer sig om noget nyt fra Elina Dunis side, er materialet sammensat: halvdelen af numrene er ganske vist skrevet af makkerparret, Duni og Luft, og der er også traditionelle sange og musik af italiensk, albansk og amerikansk afstamning. Men hertil – og dét er det overraskende – også sange af Frank Sinatra og Charles Aznavour. Sidstnævntes evergreens virker på mig som påklistrede størrelser, jeg kunne have undværet, for Dunis og Lufts store force ligger i sammenfletningen af det originale og de traditionelle, under alle omstændigheder vemodige sange. Men det er alligevel fascinerende at høre Duni så virtuost mestre så vidt forskellige sprog som albansk, italiensk, fransk og engelsk. Hun gør det ekstremt troværdigt.

*****   /  ECM Records  /  57 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share