MUSIKANMELDELSE Med denne liveoptagelse fra jazzhus Montmartre i 1964, tages man direkte tilbage til den stemning og stil, der herskede i jazzens glade 60’ere i København. På scenen, formodentlig opslugt i en tæt røg fra det storrygende publikum, står / sidder foruden den amerikanske saxofonist, Dexter Gordon, som på mere permanent vis har slået sig ned i København – Tete Montoliu på klaver, Niels-Henning Ørsted Pedersen på bas og Alex Riel på trommer. På ”vanlig” vis går de fire i kødet på tidens bebop – numre af Dexter Gordon himself og af bl.a. Erroll Garner, Sonny Stitt og Johnny Richards – og dét vel at mærke med forfriskende lethed, uhøjtidelighed og frækhed. Uden fine fornemmelser. Uden selvhøjtidelighed. Men med naturlig elegance, raffinement og virtuositet. Teknisk overskud. Og kunstnerisk ditto. At Storyville Records ligger inde med et næsten uudtømmeligt bagkatalog med indspilninger af flere af jazzens allerstørste navne fra den gang i 1960’erne er en gave – for os andre, der ikke selv nåede frem til St. Regnegade som følge af sen fødsel. For med eksempelvis denne liveoptagelse fra 1964, får også jeg adgang til første parket – med den store amerikaner og de to danske koryfæer i deres vår. Og dét er fantastisk.
**** / Storyville Records / 57 min.