MUSIKANMELDELSE Søren Damm kalder sig selv forfatter – om end han kun har udgivet tre bøger, inklusive debutromanen, Transit, fra 1994. I 2013 debuterede han som sanger/musiker – med albummet, Sol for en blind, hvorpå han satte musik til og sang 11 digte af Tom Kristensen. Nu, 7 år efter, kommer så det svære 2. album, Det bliver så tidligt sent, hvortil Damm denne gang selv har skrevet både tekster og melodier. Stilmæssigt er der intet revolutionerende ved albummet, der udtryksmæssigt lægger sig i baghjulet på f.eks. Martin Hall – uden dog at nå samme niveau lyrisk eller musisk. Vel er der noget ægte, autentisk og troværdigt over Damms uskolede udtryk, men hvor ville det have været godt med nogle bedre kompositioner og arrangementer, i det hele taget en bedre produktion. Damms tekster, der giver associationer til tidligere tiders protestsange med deres socialrealisme og skildringer af ”almindelige” danskeres vilkår har noget i sig – selv kalder han de 11 tekster ”kapitler” i en ”musikalsk samtidsroman”. Men jeg savner – både i tekster og kompositioner og arrangementer kant.
** / Innersleeve Records / 48 min.