Svaneborg Kardyb: Haven

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den danske duo med det finurlige navn, Svaneborg Kardyb, udsender nu ”den svære 2’er” – opfølgeren til den anmelderroste og prisvindende debutplade, Knob, fra 2019. (Knob udløste en Danish Music Awards Jazz 2019 – både i kategorien ”Årets Nye Talent” og i kategorien ”Årets Danske Jazzkomponist”).

Men det er egentlig ikke min fornemmelse, at Haven for Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb har været særlig svær. Tværtimod. Det er min fornemmelse, at duoen er kommet legende let, umiddelbart og intuitivt frem til resultatet. Sådan lyder det i hvert fald, når jeg hører Haven.

Ikke dermed sagt, at musikken på Haven er flad, uden konturer og modstand. For det er den bestemt ikke. Men den er lys og let, minimalistisk og meditativ, i momenter grænsende til neoklassisk, i andre til sfærisk jazzet.

Tag et uanseligt nummer som ”Til Eline”, og du vil forstå, hvad jeg mener. Nummeret er barberet helt ned, bundet sammen i nogle fastlagte, helt enkle sløjfer, men rummer alligevel nogle minimalistiske forskydninger, der hver for sig og sammen giver nummeret kant og karakter.

Det er innovativt, kreativt og stringent.

Svaneborg Kardybs musik er i familie med den, man pt. kan høre fra orkestre som Hvalfugl og Bremer/McCoy. Musikken er et afslappet helle. Et mærkbart nærvær. En umiddelbar glæde. Fremelsket på keys og trommer med udsøgt, teknisk snilde. Men helt blottet for show off. Er bare enkel, autentisk, uskyldsren. Som ro i hverdagens støj, langsommelighed i hverdagens travlhed.

Som i tilfældet Knob er numrene på Haven komponeret ud fra løse idéer og skitser, der er blevet modnet og endt som sammenhængende perler på snor, meditative grooves, stemninger. Nok har processen denne gang været lidt anderledes, men dét er en perifer detalje. Det centrale er, at duoen har forædlet idéer og skabt noget smukt. Og at den på ét par numre har formået helt naturligt at inkludere trompetisten, Jakob Sørensen, og på et enkelt formået at inkludere et antal anonyme jyder og disses korte fortællinger i et spor af reallyd på nummeret, ”Dialekt”.

Åbningsnumrene, ”Haven” og ”Dæmningen”, er albummets umiddelbart mest helstøbte, men helheden: Den er albummets egentlige styrke.

**** / BlikFlak / 36 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share