MUSIKANMELDELSE Den anerkendte, amerikanske jazzpianist og –komponist, Lafayette Gilchrist, er en mand med flere talenter. Ét er, at han er en eminent udøver med en helt særlig stil på det opretstående klaver (en stil, der klart sender tankerne i retningen af New Orleans’ værtshuse, klaverboksere og hele musikkultur); noget andet er, at han ofte forholder sig til politiske emner såsom racisme, diskrimination og politivold. Som sort musiker har han sikkert selv oplevet lidt af hvert. I hvert fald forholder han sig med subtil snilde til de sprængfarlige emner ved bl.a. at skrive såkaldte protestsange (instrumentale). Assume the Position – åbningsnummeret på hans nye trio-dobbeltalbum, NOW – er for eksempel hans kendingsmelodi til HBO’s dramaserie, The Wire, som netop handler om racisme, diskrimination og politivold. Sammen med bassisten, Herman Burney, og trommeslageren, Eric Kennedy, spiller han sin energisk, rytmisk uimodståelige go-go-&-ragtime-blues-jazz. En form for musik, som – i Gilchrists tilfælde – favner teknisk/kunstneriske impulser fra navne som Duke Ellington, Thelonious Monk, McCoy Tyner, Billy Preston og Bud Powell. Gilchrist og hans trio læner sig endda i momenter op ad funk. Og er i den forstand vidtfavnende, brobyggende.
**** / Lafayette Gilchrist Music / 149 min.