MUSIKANMELDELSE

Frederik Elsner er guitarist og forsanger i det grønlandske indie-rock-band, Nanook. Men med albummet, Sikiinnarpugut, markerer han sig også og igen som solist. Og som sådan demonstrerer han – lige så vel som når han spiller med sit band – at han er et talent udover det sædvanlige.

Elsner er gennemmusikalsk, og – selv om han synger på hvislende grønlandsk – så sigter han også helt åbenlyst, som med Nanook – mod et internationalt publikum. Hans musik er således nok funderet i grønlandsk tradition, men den rækker ud – kompositorisk og i karakter og klang.

Instrumenteringen forbinder Grønland og det øvrige Vesten. Men musikstilen – den vokal- og guitarbaserede indie-rock – den grænser mere end noget andet op til den amerikanske West Coast rock.

Mest af alt er det sproget, der markerer Elsners særegne afsæt. Men dét er også en central pointe for ham. Han insisterer nemlig på at bruge sit eget sprog, og alligevel har han – og Nanook i øvrigt – et publikum på det meste af den nordlige halvkugle, også så langt væk som i Japan.

På soloalbummet, Sikiinnarpugut, hører man Elsner i et samarbejde med flere gæster. Blandt andet i et samarbejde med Teitur – i nummeret, Skizo; i et samarbejde med Ole Kristiansen – i nummeret, Akornatsinniittuassaatit; og i et samarbejde med Julie Berthelsen og Rasmus Lyberth – i nummeret, Sinnattoraangama takusarpagit. Netop de numre bærer vidnesbyrd om spændvidden i Elsners musikalitet og musiksmag. Selv har jeg det dog sådan, at jeg kunne have undværet sukkertoppen i sidstnævnte nummer, som i min optik er for hvinende sødt. Jeg foretrækker det garagerockede element af indie-folk i de øvrige numre.

Albummets bedste nummer er dog efter min mening titelnummeret, Sikiinnarpugut – som klart rummer en grønlandsk instrumentering side om side med de moderne, elektrificerede, vestlige instrumenter. 

Men overordnet er det musikstilen, musikaliteten og sansen for det lyriske element i musikken foruden sansen for det politiske element i teksterne, jeg bider mærke i. Elsner er optaget af begge dele og i stand til at inkluderer det i sin musik, uden at blive prædikant.

Albummet slutter af med det, jeg tror, er reallyd fra vandoverfladen og lyden af en bræ i bevægelse. En påmindelse om den smeltende ismasse. Og et eksempel på Elsners subtile tilgang til det med de politiske budskaber i musikken.

**** / Eget selskab