BOGANMELDELSE Tanken imponerer: dette skuespil (denne bog) er udgivet i 1895. For hele 125 år siden!
Vel ved vi i dag, at Henrik Ibsen opfattes som en af de centrale forfattere i det moderne gennembrud, men – bortset fra, at der er enkelte åbenlyst antikverede udtryk og sentenser i dialogerne i skuespillet, så er disse alligevel ”overraskende” stærke, direkte, modige og moderne. Og: tankevækkende.
Det er således meget svært at forestille sig, at man kan læse (eller se) det gamle skuespil, uden at blive ramt af eftertanker om egne valg og egen omgang med andre, nærtstående og perifere mennesker; eftertanker om sandheder og løgne i ens eget liv; eftertanker om umiddelbare åbenheder og hemmeligheder i eget livet; eftertanker om kærlighed, tab og sorg; skæbne, forvandling og ansvar.
Det hele – de mange etiske spørgsmål, man også som læser påtvinges – fremelskes med beundringsværdig lethed i dialogen mellem mand og kone – den velstillede, litterære ejendomsbesidder Alfred Allmers og hans hustru Rita – og i deres dialog og omgang med deres niårige dreng, som efter en ulykke er blevet halt; og i deres dialog med Alfreds besøgende søster Asta, den forbipasserende ingeniør Borghejm og rottefængeren Rottejomfruen.
Jeg skal ikke her komme ind på alle aspekter i skuespillets handlingsforløb, men centralt står, at Alfred Allmer netop er kommet hjem fra en tiltrængt rejse og pludselig meddeler, at han på sin rejse har reflekteret over sit liv og tænkt, at han forspildt det på at skrive på sin milepæl af en bog om ”det menneskelige ansvar”, når han reelt har forsømt sit eget fædrene ansvar for sønnen. Han meddeler sin hustru og søster, at han har besluttet sig for at lægge skriverierne til side og helt hellige sig sønnens opdragelse. Men meddelelsen huer hverken søsteren eller hustruen. Til sin overraskelse må Alfred Allmer erkende, at hans hustru, som i forvejen har følt, at det store livsværk, bogen, stod imellem de to, fornemmer, at sønnen nu i stedet vil komme til at stå imellem de to. Alfred Allmer taler om livsforandringer, hustruen om ikke at få sin mands udelte opmærksomhed. Før hadede hun hans evige arbejde med bogen, nu hader hun tanken om, at sønnen skal få samme, fulde opmærksomhed. Hun går så vidt som til (måske i affekt) at sige, at hun ville ønske, hun aldrig havde født sin søn. Få øjeblikke efter hører de råb fra den nærtliggende bred – deres søn er fundet druknet.
De præcise omstændigheder kender hverken vi eller Alfred og Rita. Men det er heller ikke afgørende. Det afgørende er, at sønnens død nu forpurrer Alfreds nye planer; at sønnen nu ikke kan komme til at stå imellem Alfred og Rita (i levende live); og at sønnens død nu udstiller Ritas helt igennem urimelige skinsyge.
Hvordan skal de to herefter komme videre? Hver for sig? Og sammen? Dét er skuespillets afgørende pointe. Dét, at de to menneske / parret hver for sig og sammen tvinges til at forholde sig til begreber som forvandlingens / forandringens kraft og det menneskelige ansvar.
Ibensen skildrer de store tanker og dilemmaer via de få figurer, deres indbyrdes samtaler og positioner. Og han gør det eminent. Og aldeles tankevækkende.
***** / Gyldendalske Boghandels Forlag / 194 sider