MUSIKANMELDELSE Efter at have boet og arbejdet med base i Danmark igennem 17 år, er jazzsaxofonisten Marius Neset flyttet tilbage til sit hjemland, Norge. Efter på det seneste at have arbejdet intenst med de stramme rammer, der knytter sig til samarbejdet med et større strygerensemble, er han vendt tilbage til jazzen i og med sit samarbejde med DR Big Band. I den forstand er Marius Nesets nye album, Tributes, både som en hyldest til det Danmark, hvori han fik sin rytmiske konservatorieuddannelse, og hvori han som helt ungt talent, slog sine første seriøse folder som musiker og som en hyldest til jazzen som genre. Hyldestmaterialet på albummet er originalt, af egen avl; otte komplekse kompositioner og arrangementer af Marius Neset som selv, sammen med DR Big Band og dirigenten, Miho Hazama, forløser materialet som frontfigur i det ekspressive lydbillede, der tegner sig fra start til slut. Man fornemmer ganske klart, at frontfiguren har haft et ønske om at sikre den enkelte musiker friheden til at udtrykke sig samtidig med, at han selvfølgelig har ønsket at sikre en høj grad af stringens. Og balancen? Den holder han og DR Big Band, tilsyneladende helt ubesværet. Bedste skæring er efter min mening, Leaving the Dock – meget takket være Henrik Gundes soloparti. Dét nummer er noget nær formfuldendt, og i hvert fald tilgængeligt, hvor andre numre er mere lukkede størrelser.
**** / ACT Music / 49 min.