INTERVIEW Vi mødes på en café, udveksler naturligt nok en Corona-afstemt hilsen og taler derefter om håndtering af krisen, og den ødelæggende effekt, som virussen og de dertilhørende restriktioner har på kulturlivet og koncerterne. Det er effekter, som den kunstneriske leder, Katrine Gislinge, løbende har måttet forholde sig til under planlægningen af Frederiksberg Festspil – en musikfestival, der starter i aften og slutter søndag.

Vi taler om hilsner, håndsprit og ansigtsmasker, og så siger hun:

”Vi er nødt til at holde fast i, at vi gennemfører tingene, og så må det blive under restriktioner, med behørig afstand, ansigtsmasker og håndsprit.” Og så tilføjer hun:

”Men der er mange af de ting, vi gerne ville have gennemført, som vi nu ikke kan – på grund af restriktionerne. For at få det til at løbe rundt – med et begrænset publikum – skal vi for eksempel have solgt hver eneste billet, så alene på dét punkt er det op ad bakke. Men selv synes jeg stadig, det er sjovt at arrangere festivalen og håndtere de mange bolde.”

Kernen i festivalen

Katrine Gislinge startede Frederiksberg Festspil i 2019 med en én dags musikfestival. I år kommer festivalen til at strække sig over tre dage. Men stadig er fokus det samme.

”Det her er den eneste musikfestival på Frederiksberg. Og vel er jeg selv klassisk pianist, men det er ikke en festival alene med klassisk musik. Eller alene med musik, for den sags skyld. Det er en festival, der bygger bro over til litteraturen og teateret og dansen.”

Første år var low-key, som Katrine Gislinge formulerer det. I år og næste år har festspillene fået driftstilskud af kommunen.

”Så vi kniber os selv i armene. Men jeg tror, vi har fået medvind, fordi der virkelig er behov for festspillene på Frederiksberg. Vi har kun mødt modvind i og med Coronaen, og det er vildt.”

Da jeg spørger ind til kernen i Frederiksberg Festspil, ind til profilen, svarer Katrine Gislinge:

”Det kan lyde som en kliché, men tanken har fra begyndelsen været at nedbryde grænser, og at sikre at ikke alt er for defineret. Der er festivaler for klassisk musik og kammermusik og rytmisk musik. Men Frederiksberg Festspil er anderledes. Vi arbejder i år med temaet, ’Den ulykkelige kærlighed’, og det tolker vi igennem forskellige stilarter – gennem musikken, litteraturen, teatrene og dansen. Og det kan jeg godt lide – i modsætning til klassiske festivaler, hvor alle for eksempel skal spille Brahms. Det må gerne på én gang blive bredere og mere eksklusivt.”

”Idéen er også, at det ikke skal være stort! Jeg vil selvfølgelig gerne have, at festivalen fortsætter, og at Copenhagen Phils åbningskoncert med årene bliver et trækplaster efterfulgt af små ekkoer rundt om på Frederiksberg.”

”I den forstand er der flere ting i det. Også det, at kunsten – ikke bare kulturen, men kunsten – skal ud på Frederiksberg, så den ikke forbliver forbeholdt et bestemt publikum eller venue, men at der også på dét punkt bliver brudt med vante forestillinger. Copenhagen Phil arbejder i forvejen selv med det.”

En hjertesag og invitation

”Men det er måske også en hjertesag for mig. Ikke at jeg har tænkt meget over det, men jeg kan se i bakspejlet, at jeg – da jeg selv gik på konservatoriet – befandt mig i en  lukket verden, lige som balletdansere på Det Kgl. Teater befinder sig i deres. Skal man blive virkelig dygtig til sin metier, skal man som udøvende fokusere 100 procent på det, man gør. Men når man har lært sit håndværk, er det også vigtigt at vende sig udad mod den øvrige verden – hvilket jeg ofte synes, at kulturlivet, kunstnere og de forskellige brancher har svært ved. At dét er tilfældet, er ikke så mærkeligt, for vi skal jo eksempelvis som udøvende kunstnere kende stilarterne og kunne håndtere vores eget instrument eller vores egen metier, men det er usundt ikke at vende sig ud mod den øvrige verden.”

”Kunsten må gerne være elitær, men den skal også rumme en invitation, og bare det at vi laver vores åbningskoncert i Landbohøjskolen og kommer lidt væk fra den måske lidt intimiderende og skræmmende koncertsal i Rosenørns Allé rummer en invitation. Det, at vi både har klassisk musik og for eksempel Teitur på programmet; det, at der medvirker en danser, og at værkerne er brudt op – det er en invitation. Vi tillader os at rode op i dogmerne, og det tror jeg også er nødvendigt for at undgå at stagnere eller stivne i sit udtryk som kunstner eller branche. Og i øvrigt for at åbne op for publikum.”

På programmet til årets Festspil på Frederiksberg står – udover Copenhagen Phil og Teitur – blandt andre Cæcilie Norby, Lars Danielsson, Katrine Wiedemann, Andrea Pellegrini, Andreas Brandelid, Vita Andersen og Kirsten Hammann. For information om hele programmet, se: https://frederiksbergfestspil.dk/

Interview publiceret i musikmagasinet gaffa.dk