MUSIKANMELDELSE Den norske jazzbassist og –komponist, Ellen Andrea Wang, er et kreativt og innovativt væsen. Et kraftværk. Et karismatisk midtpunkt. Og dét i enhver kunstnerisk sammenhæng (tror jeg). Hun er til og med en kunstner, der (tilsyneladende) helt selvfølgeligt og ubesværet udfordrer vante konventioner og genregrænser. Således også på sit nye (tredje) album i eget navn, Closeness. Herpå leverer hun sammen med det, der må kaldes et dream team af musikere – guitaristen Rob Luft og percussionisten Jon Fält – en forrygende hyldest til den afdøde jazzbassist, forbilledet Charlie Haden. Når jeg hører titelnummeret, hører jeg da også en ægte, autentisk og smuk hyldest, en reminiscens af de kvaliteter, som netop Haden rummede. Nummeret er skrevet af Wang selv, og er noget nær komplet – med raffinerede ciseleringer og en stringent, melankolsk melodilinje. På albummet er der flere andre, originale numre af Wang, men også traditionals, spirituals og eksempelvis en versionering af Pat Methenys og David Bowies fælles nummer, This Is Not America. I dét tilfælde vil jeg dog hellere vende tilbage til originalen, end lytte til Wangs lidt for spinkle versionering, men det ændrer ikke på, at Wang med sin trio har skabt et virkelig lytteværdigt, stærkt og virtuost album med musik fra grænselandet mellem jazz og rock.
***** / Ropeadope / 52 min.