KONCERTANMELDELSE Hun har igennem snart ti år beskæftiget sig med russisk/finlandssvenske Edith Södergrans svenske digte – den herboende svenske sangerinde, Anna Kruse. Hun har udgivet hele fire plader, med Södergrans digte og sine egne kompositioner. Og dét skulle egentlig have været det. Men digtene bliver ved med at hægte sig fast i hende, og som konsekvens heraf er en ny, femte plade på vej – denne gang bl.a. i et samarbejde med strygekvartetten, Who Killed Bambi.
Mange af de nye numre sang og spillede Anna Kruse Edith Trio i Koncertkirken på Nørrebro mandag aften – herunder aftenens højdepunkt, nummeret ”Nocturne”, som med Anna Kruses melodi, vokal og akkompagnement blev aftenens melankolske tinde – hvorfra der var et uhindret vue ud over et måneskinsoplyst, blikstille og smukt, men også faretruende mørkt og dybt hav.
Edith Trio, der – foruden Anna Kruse selv – bestod af Nicholas Kingo på klaver og harmonika og Johanne Andersson fra Who Killed Bambi på cello spillede med teknisk overskud de fine, men til tider abrupt afsluttede arrangementer og inviterede publikum med ind i Edith Södergrans tekst- og tankeunivers.
Litterært var Edith Södergran, der døde i 1923 (i en alder af bare 31 år) en del af det moderne gennembrud, men hendes univers, hvori naturen og årstiderne spiller en afgørende rolle, må også siges at være aktuel i vores tid med den voksende opmærksomhed på naturen, miljøet og klimaet. Derfor er det også prisværdigt, at Anna Kruse lader sig hægte fast. Og at hun gør det med ægthed, autenticitet og så åbenlys glæde, som tilfældet er.
Men ikke bare det. Det er også prisværdigt, at Anna Kruse og hendes trio formår at spille sammen, som tilfældet er. Trioens sammenspil i Koncertkirken mandag aften afslørede i hvert fald en indbyrdes fortrolighed og glæde ved materialet – både poesien og musikken.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk