REPORTAGE Måske er det den usædvanligt højloftede sal med paneler i mørkt træ fra gulv til loft (festsalen i Axelborg); måske er det bordopstillingen, de store runde borde og de stivede, hvide duge og servietter; udsigten til en udsøgt menu med vine, serveret af en hær af servile tjenere i hvide skjorter; måske er det tidspunktet på dagen (frokost); eller det simple faktum, at det er musikforlæggerne i Danmark, der har inviteret; og at det af samme grund er en fagligt kompetent jury, der har udvalgt de nominerede og vinderne – alt det, der gør, at overrækkelsen af Carl Prisen er noget helt andet end enhver anden af de prisuddelingsfester, jeg har været til. I hvert fald er der en på én gang højtidelig alvor og befriende let og moden stemning uden kunstige attituder blandt de fremmødte musikere, branche- og mediefolk.
De er ikke udsat for TV-dækning (i konventionel forstand), behøver ikke posere for fans (eftersom her ingen er), bliver ikke udsat for idoldyrkelse og en tilsyneladende uendelig strøm af sprut. Kun – (sagde jeg virkelig ”kun”?) – ramt en fornemmelse af en varm og omsluttende, glædes- og forventningsfuld seriøsitet. De bliver en del af en indbyrdes respekt, der ikke har med genrer og popularitet at gøre, men alene har med faglig (teknisk og kunstnerisk) kompetence at gøre. De bliver en del af et genopstået fællesskab – efter at næsten alt som følge af Coronaen har været lukket ned i måneder. Hilser på hinanden, mange med albuerne: den eksperimenterende klassiske komponist og violinist på singer-songwriteren og frontfiguren fra det store rockorkester.
Det er alt dét, der gør Carl Pris-uddelingsfesten så ekstraordinær. Og som (tror jeg) afstedkommer, at takketaler får et andet strejf af seriøsitet over sig. Selv om årets modtager af Æresprisen, Hanne Boel, holder sin takketale uden manuskript, fornemmer man jo meget klart tyngden og alvoren i hendes tale. Taknemmeligheden over at modtage prisen. Og glæden over at være påtvunget det dogme, at prisen skal gives videre til et ungt talent.
Ydmyghed og taknemmelighed er også i spil, da prisen, ”Årets talent”, tilfalder jazzkomponisten, -guitaristen og vokalisten, Ginne Marker (som også modtager prisen, ”Årets jazzkomponist”). Ginne Marker fattes ord, da hun skal takke, men dét forstår og accepterer man. Hun er trods alt nordjyde.
Man forstår det også – og kan grine med – da Emilie Molsted Nørgaard aka JADA efter at have modtaget prisen for ”Årets sang” (for ”Lonely”) selvironisk fortæller, at hun i otte måneder optrådte med nummeret – med en ”engelsk” vrøvletekst – før hun endelig fik hjælp af fire kumpaner til at skrive en reel tekst.
Stemningen i rummet er værdig og fin, selv om der ved flere borde – som konferencier Per Vers ganske rigtigt påpeger – modigt er blevet bænket indbyrdes konkurrenter. Glæden ved andres succes er et åbenlyst varmende element, hvorfor jeg også håber, at musikforlæggerne og sponsorerne i mange, mange år fremover vil uddele prisen og med den sikre forbrødring på tværs af genrer. Og (uden at forfalde til lemfældighed) ”trodse” de begrænsninger, som Coronaen og dens ”sociale distance” har forårsaget.
Artikel også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk