MUSIKANMELDELSE Den danske jazzkomponist og –saxofonist, Anders Bast, og hans Bast’ards udgør tilsammen en energiudladning af de mere særegne og vilde. Det kan man forvisse sig om ved at lytte til deres nye album, Through Space & Time, hvorpå bandets medlemmer følger instinkter og impulser og skaber musik af en medrivende, uforudsigelig og til tider brutal slags. Musikken er genremæssigt klart jazz af den ekstroverte slags. Enkelte numre grænser op til balladen (det gælder f.eks. et melodisk nummer som South of North Dakota), andre er åbenlyst mere frie og improviserede (det gælder f.eks. Dance of the Possible Kiss), men alle er pågående, insisterende og originale, skrevet af Bast himself. Og bandet? Det består foruden Anders Bast (der selv har spillet med så vidt forskellige kunstnere som Django Bates, Hugo Rasmussen, Butch Lacy, Daniel Herskedal, Thomas Buttenschøn, MC Einar og MØ) af guitaristen Thor Madsen, bassisten Tobias Dall Mikkelsen og trommeslageren Michael Dalgas. De fires bedste samarbejder hører jeg – trods min glæde ved det pågående – på det blødere, smoothjazz-agtige nummer, Think With Your Heart.
**** / Bastsax Records / 43 min.