MUSIKANMELDELSE Der er den kvalitet ved gode soundtracks, at de både rummer åbenlyst markante, originale kendingsmelodier/-sange og passager, man som publikum dårligt bemærker, men som ikke desto mindre understøtter handlingen, stilen og/eller stemningen i filmen. Således også i tilfældet, Vores mand i Amerika, der er endnu en film med musik af Jonas Struck.
Struck har tidligere skrevet musik til bl.a. Swan Lee og en lang række film – blandt andre Hunting for Hedonia, Borg McEnroe, Superclásico, Idealisten og 9. april. Det er med andre ord en erfaren komponist og skaber af soundtracks, instruktøren Christina Rosendahl har bedt om hjælp.
Ikke overraskende lever Struck da også op til de mulige forventninger – vil jeg tro. For han formår endnu engang at kombinere det åbenlyst markante og det umærkelige.
Rosendahls film handler om den danske ambassadør i Amerikas Forenede Stater, Henrik Kaufmann, som – da Tyskland i 1939 besatte Danmark – valgte at gå op imod den danske konge og regering, der jo som bekendt valgte samarbejdspolitikkens vej. Kaufmann nægtede at parere ordrer fra en regering, der lod sig dirigere af nazister. Dét fik han først ballade for – han blev af den danske regering anklaget for højforræderi – men blev, efter krigens afslutning, en urørlig helt i sit hjemland.
Filmen udspiller sig kun i USA og kun i de år, hvor krigen på det europæiske kontinent udkæmpedes, og den handler om store, etiske dilemmaer – som både Kaufman og præsident Frankling D. Roosevelt havnede i.
Kaufman spilles i Christina Rosendahls film af Ulrich Thomsen, som for nylig i et større interview i Politiken spurgte sig selv, om han kunne have fundet dybere ind i Kaufmans sjæl og udtrykt sig mere nuanceret, hvis han havde haft mere tid at forberede sig. Han var selv i tvivl. Også om, hvad han i givet fald ville have kunnet tilføje præstationen.
Men hans spørgsmål gjorde noget ved mig, da jeg så filmen – som i min optik ikke er helt vellykket (måske fordi, Christina Rosendahl er unødigt tro overfor historiske facts og ikke har truffet radikale beslutninger, der kunne have gjort filmen mere uomgængelig).
Havde hun truffet nogle mere radikale valg, ville Jonas Strucks musik så – som potentielt Ulrich Thomsens præstation – have været mere radikal? Jeg ved det naturligt nok ikke. Kender ikke engang Christina Rosendahls og Jonas Strucks indbyrdes arbejdsmetode. Men i min optik hælder Jonas Strucks score / soundtrack mere til det umærkelige end det åbenlyst markante. Gamle radiohits fra 40’erne – som eksempelvis Doris Days ”Again” – kommer i filmen næsten til at fremstå som markante, kendingsmelodier/-sange og passager. Og Jonas Strucks musik som små vignetter. Vel fungerer de, alle. Teknisk såvel som kunstnerisk. Selv når jeg lytter til soundtracket ud at se filmen! Men de fremstår også ret anonyme. Nok rummer de alle et drama og en stemning. Men ingen af dem har en styrke, der giver mig trang til at investere i albummet. Ikke engang det ”korværk” der er Jonas Strucks gennemgående kontribution, og som i varianter går igen i tracks som ”Pearl Harbour”, ”Radio Speech” og ”The United Nations”.
*** / Sound by Struck / 37 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk