MUSIKANMELDELSE Jungle Money er et yderst usædvanligt, dansk jazzorkester bestående af tre ældre herrer: pianisten Jan Kaspersen, bassisten Peter Friis Nielsen og trommeslageren Claus Bøje. De tre mødtes for et halvt århundrede siden – i tresserne i miljøet omkring Jazz i Reprisen (i Holte) – men trods en omsiggribende aldring, er de tres optagethed af nye mulige, musiske udtryk mere end intakt. Dét fremgår tydeligt af deres nye album, On the Spot, der er et avantgardistisk udspil af en helt særegen karakter. De tre lefler ikke for deres lyttere. Tværtimod søger de indad for at kunne agere udad, og konsekvensen er, at jeg som lytter vitterligt skal forberede mig / hvile ud for at kunne modstå den knytnæve, som deres improviserede jazz er. Jeg er rundtosset, på kanten af teknisk knock out efter endt aflytning, ganske svedig og forpustet efter mine mange forsøg på at fatte og rumme det ufattelige og urummelige, som de tres musik udgør. On the Spot er ikke et album, jeg sætter på næste gang jeg skal nyde et glas rosé med fruen, men et album, jeg sætter på, når jeg mærker et behov for at blive rystet i mine helt egen grundvold.
*** / Olufsen Records / 42 min.