MUSIKANMELDELSE Into the Shadows er tiende album fra den amerikanske jazzkomponist, -arrangør og –trombonist, John Fedchock – og vel at mærke et overbevisende, om end lettere konventionelt og dog distinkt album. Med sig i sin NY Sextet har Fedchock et all-star-hold af sidemen: Scott Wendholt (trompet), Walt Weiskopf (tenorsaxofon), Allen Farnham (klaver), David Finck (bas) og Eric Halvorson (trommer). De sex har spillet sammen i tyve år og gør det stadig med overbevisende lethed, men trods dette – og det faktum, at opbakningen er eminent – står det klart, at musikken (også) denne gang især fremhæver Fedchocks egne kvaliteter som komponist, arrangør og trombonist. Fem af albummets otte skæringer er helt igennem af egen avl, de resterende tre har Fedchock (bare) arrangeret for sextetten, men alle fremstår som kreativt dynamiske. Derfor ville det heller ikke overraske, om Fedchock igen-igen bliver nomineret til en Grammy Award. For sandt at sige: Into the Shadows er et møde med en virtuositet, et teknisk overskud og en kunstnerisk styrke, der stadig – efter tyve årige samexistens – fremstår professionel og forfriskende fri. Dette er lyrisk hard-bop blottet for klichéer, rundet af Fedchocks historik med legendariske Woody Herman, bilder jeg mig ind.
**** / Summit Records / 58 min.